I samme båd

Svendborg

På dette års togt er vi særligt nysgerrige på, hvilken rolle det klassisk maritime spiller i fremtiden og spørger: Hvad kan vi bruge søfartshistorien til?

På Svendborg Havn er der skoler og foreninger, som bidrager i den fortløbende overlevering af værdier, viden og opgaver mellem generationer. Når VIKING sejler fra Svendborg på opdagelsesrejse, følges skibet på vej af nogle af disse institutioner og foreninger. Det er især deres virke, vi vil bringe i spil i forhold til den erfaringsudveksling, som er omdrejningspunktet for de besøg, vi aflægger og de samarbejdsrelationer, vi forsøger at etablere undervejs. Når vi afgår fra Svendborg, er skibet fyldt med historier og erfaringer, men også udfordringer og spørgsmål til en fælles pulje, og vi håber, at by efter by vil læsse på undervejs.

Det, vi gerne vil vide mere om, er:

• Hvordan rekrutterer andre byer unge til maritime foreninger?
• Hvordan skaber andre byer fornyet interesse for søfartshistorie?
• Hvordan anvender man skibe og værksteder – f.eks. i undervisning?
• Hvordan arbejder andre byer med aktivitetsbaseret formidling?
• Hvordan har andre byers foreninger udviklet samarbejde med politikere og virksomheder og skoler?
• Er der eksempler, hvor byer arbejder sammen i mellemstore netværker?

Korsør

FGU Korsør er en del af FGU SV, som har skoler i Korsør, Slagelse, Næstved og Vordingborg. I daglig taler siger de at FGU SV står for “Flere glade unge – som vil”.

Omdrejningspunktet for deres fællesskab og arbejde er klassiske håndværk og sejlads. På værftet har de i en periode bygget en kopi af de kanonbåde, der blev bygget rundt om i Danmark, efter englænderne ranede den danske flåde i 1807. I første omgang hander sådan et projekt om den læring, der er i at bygge noget sammen. Man skal hjælpe hinanden, lære ny ting og give sine egne kompetencer videre. Der er brug for alle, og mellem elevernes hænderne vokser både evner, perspektiver og relationer. Gode kort at have på hånden på vej ind i voksenlivet.

Gennem arbejdet vokser også en interesse for historien. Hvorfor byggede man på den måde. Hvad blev fartøjerne brugt til? En kanonbåd sejlede korte distancer, men på FGU-værftet findes også andre fartøjer, der har været vidt omkring. Måske fører et ophold her til havlængsel og udlængsel? Måske fortsætter de unge til søs med skoleskib og ud i den store verden?

Holbæk

Holbæk har gennem de seneste år udviklet sig til at blive et af Danmarks væsentligste steder for folk, der arbejder med undervisning og formidling af landets maritime kulturarv, marine natur og kystkultur.

Arbejdet foregår ikke med akademisk distance til det aktuelle fagstof, men i processer hvor dem, der skal lære og dem, der lærer fra sig bevæger sig ned i værkstedet, ud i fjorden, ind i køkkenet og ned i bøgerne i en fortløbende vekselvirkning. Teori omsættes i praksis, og læring gennem praksis skaber nye erfaringer – ny teori. Kystliv Holbæk er anerkendt af byens politikere og integreret som en del af byens kultur- og skoletilbud.

Holbæk Havn er et sammensat sted. Hvordan er hverdagen i naboskabet mellem værksteder, beddinger, eksklusive boliger og kontorer? Hvordan er naboskabet mellem Kystliv Holbæk og Nationalmuseets maritime afdeling? Hvordan går det i den oprindelige træskibshavn? Hvordan mødes man og drøfter ideer for fremtiden? Er der også bekymringer? Hvilke planer er der for Kystliv Holbæk på kort og på lang sigt?

Vi vil vide alt om Holbæk, vores maritime Lillebror, som nu har vokset os over hovedet.

Læsø

Rundt om i Danmark kan man støde på små elegante gaffelriggede skibe med en hval påmalet i stævnen. Skibene stammer fra Læsø.

Otto Dolmer tegnede og udarbejdede selv sine fartøjer. Han er ophavsmand til ’Hajkutteren’, som er lang, slank og elegant. Hækken er hævet og indrettet til indtrækning af vod, hvorimod gængse kuttere hev vodden ind fra siden.

Dolmer høstede stor ros for sine smukke skibe, og ordrebogen blev hurtigt fyldt. I begyndelsen af 1920’erne var Dolmers værft i Vesterø Læsøs største arbejdsplads med ca. 27 ansatte. Beddingen fra Dolmers værft blev med tiden flyttet, men findes stadig. Efter 1931 blev der kun udført reparationer. Skibsmodellen, der står langs trappen, er lavet af nevøen Verner Andersen, skibsbygger, hvis onkel, Otto Dolmer, i sommerferierne i 40’erne skabte hans interesse for skibsbyggerfaget

”Nåh, han fik lært mig at lave en model efter en tegning, så måtte det med tegningen komme senere… Min onkel holdt modellen, en 14 tons sejlkutter, op for sig og sagde: ”Den er pænt lavet, men kan du ikke se at den er skæv, min dreng? Du skal være mere nøjagtig, når du arbejder; prøv at rette den”!”

Læsø Museum ejer snurrevodskutteren FN 162 Ellen bygget på Dolmers skibsværft. Her blev der bygget 56 skibe. Alle med det karakteristiske logo – Dolmer hvalen. Smukke skibe og maritim kulturarv. En god og vigtig historie. Hvem husker at fortælle den? Hvem lytter til den? Og hvad kan vi bruge den til i dag?

Løgstør

Når VIKING besøger Løgstør, skal vi se Limfjordsmuseets forskellige lokationer og deres meget særlige projekter. Blandt andet en hånddrevet drejebro og en 4 kilometer lang gravet kanal. Vi skal med ud at opleve, hvordan de forvalter deres muligheder. Vi skal med i snapseriet, der er indrettet i den stald, hvor man havde heste til at trække skibe gennem kanalen. I dette rum er der foredrag og debat.

Vi skal igennem stedets oplevelsescenter, hvor vi interviewer Casper Olesen om Limfjordens særlige skibstyper. Vi skal i den gamle fiskerihavn, som ligger i nærheden af det gamle Løgstør bådebyggeri, som museet er ved at bringe tilbage til sit oprindelige udseende. Vi skal høre om deres planer for dette sted. Når dagen er omme, samler vi op i museets bibliotek.

Limfjorden er et ganske andet sted en Svendborgsund. Vi er nysgerrige på, hvordan de formidler deres marine og maritime kulturarv. Hvad mener de er vigtigt, og hvordan finder overleveringen sted? Hvem er den typiske gæst i dag – og i fremtiden? Er gæsten tilskuer eller deltager? Hvem er museets frivillige nu og i fremtiden? Nogle steder er museet den fælles lokale hukommelse. Det store familiealbum. Har historien stadig en levende ejerkreds? For hvem er den vigtig?

Ebeltoft

Næsten uanset hvor man befinder sig i Ebeltoft, kan man se FREGATTEN JYLLAND. På afstand ser man kun den. Men når man kommer tæt på, viser det sig, at havnen rummer mange små interessante verdner.

Det mest spektakulære sted er den gamle fiskerihavn. Der er flere små beddinger, selvbyggerprojekter, fiskerhytter, småværksteder, privatejede veteranskibe, foreningsskibe, fiskekuttere og en turbåd. I en af bygningerne er der en kaffebar og i en anden en restaurant. Man kan også købe fisk direkte fra en af de kuttere, der stadig er i drift.

Hvem er de mennesker, der befolker dette sted. Skaber dette miljø? Findes dette befriende og sammensatte sted på lånt tid, eller står udviklere på spring for at skabe flere boliger i første række?

Foreningen omkring Ebeltoft Gl. Havn ønsker at få national anerkendelse som kulturhavn. Hvad betyder det i praksis og hvem skaber det værdig for? Hvordan ser man på fremtiden i Ebeltoft gl. havn? Hvad kan de bruge søfartshistorien til? Hvem skal have stafetten?

Middelfart

I Middelfart skal vi besøge Lillebælt Værftet. Her deler et rigt foreningsliv faciliteter med en konventionelt drevet skibstømrervirksomhed. Det er utroligt og meget inspirerende, at det kan organiseres at køre disse aktiviter under samme tag. Vi taler med folk i begge lejre. Vi skal høre maskinerne snurre og med på beddingen.

Foreningen varetager en flåde af museumsfartøjer, og i nabohusene holder smakkelauget til. Den formelle organisering er opdelt, men når man er på stedet, hænger alting sammen, og folk bidrager på tværs.

Vi er nysgerigge på organisering og aktivitetskalender. Og på hvilke aktører og aldersgrupper, der trækker læsset i dag og hvilke tanker, drømme og eventuelle bekymringer, man har for fremtiden. Er der nogen at give stafetten videre til? Hvordan anvender man de ressourcer og faciliteter, man har til rådighed i den sammenhæng? Hvem trækker i skøderne, når flåden af smakkejoller eller DE 3 SØSKENDE sejler afsted?

Faaborg 

I Faaborg har en flok ungdomsskolelever bygget lille kopi af den ikoniske galease HAABET. Det handler om materialer, værktøj og passion for det maritime håndværk. Arbejdet skaber rammen om et fællesskab, hvor erfarne og uerfarne mødes hver uge, hvor der bliver målt, skåret, samlet og snakket, mens skibets miniatureudgave langsomt tager form.

Flere af de unge, der er med i projektet, har selv sejlet med Skoleskibet Danmark, og deres erfaringer fra livet på havet bringer ekstra dybde og autenticitet til arbejdet. De ved, hvad det vil sige at stå til søs, og nu er de med til at føre traditionerne videre på land. Ud over det er der en uddannet skibsbygger fra Sydfyn med som mentor, så der er dyb faglighed bag projektet.

Projektet er en del af UngHavn – et landsdøkkende initiativ og meget mere end et byggeprojekt. Det er et maritimt læringsrum, hvor håndværk, fællesskab og historie går hånd i hånd. Her er plads til både nybegyndere og dem, der allerede har saltvand i blodet. Under vejledning fra dygtige instruktører får de unge mulighed for at fordybe sig i gamle håndværkstraditioner og samtidig være en del af et stærkt fællesskab, hvor man lærer af hinanden.

Vind i sejlene? Det kan du tro! Ung Havn er sat i søen af Ungdomsskolen i Faaborg, og kursen er lagt mod en fremtid, hvor den maritime arv lever videre gennem nye generationer. Det her glæder vi os til at se, opleve og høre mere om når vi besøger Faaborg.