Nyt museum i Svendborg
Vi arbejder på nye rammer for den sydfynske historie fra Kongerne i Gudme til nutiden
Formidling af Sydfyns kulturarv
Svendborg Museum har i årtier manglet et moderne museum.
På kommunalbestyrelsesmødet d. 25. februar pegede en enig kommunalbestyrelse på, at Svendborg Museum og Danmarks Museum for Lystsejlads i fremtiden skal ligge på Baagøe og Ribers Plads, der er ejet af ES Ejendomme.
Pladsen har en lang historie knyttet til handel og transport og er ideel til at formidle Sydfyns rige kulturarv.
Fremtidens museum i Svendborg
Visionen om et nyt museumsfællesskab i Svendborg er en unik mulighed for at slå mange fluer med et smæk.
Det nye projekt skal rumme faciliteter til både Svendborg Museum og Danmarks Museum for Lystsejlads, der begge står uden egnede lokaler til formidling.
Samarbejdet bygger på, at der også i fremtiden vil være tale om to selvstændige museer, med egne bestyrelser og budgetter – men med en fælles vision om at skabe fremtidens museum i Svendborg på en fælles adresse.
Hvad vil vi gerne fortælle?
Startskuddet på Svendborg Museums fortælling er i Gudme i århundrederne efter år 0, hvor danerne som et folk så dagens lys. Her lå datidens største skandinaviske bebyggelse, og der var bygget monumentale kongehaller, mens rigdommen var så udtalt, at guldet flød i mængder, der var helt ukendt i Norden.
Forbindelsen til Romerriget var stærk, og de sydfynske konger skabte bl.a. stor rigdom gennem kontrol af aktiviteter på handelspladsen ved kysten i Lundeborg. Siden 1800-tallet er der fundet mere end 8,5 kg guld i og omkring Gudme. Dette er internationalt helt exceptionelt, og det understreger Gudme som sted for både menneskers og guders konger – en forbindelse der også afspejles i stednavnet Gudme, der passende betyder Gudernes hjem.
Et museum med maritim rygrad
Efter Gudme flyttede magten andre steder hen. Lejre og siden Jelling tog teten, men på øerne syd for Fyn mødtes vikingetidens handlende og udvekslede varer fra nær og fjern, og fri for kongemagten der rådede i de samtidige byer. Efterladte skibsnagler vidner om omfattende værftsaktivitet, alt imens mønter og vægtlodder understreger en omfangsrig handel mod både øst og syd.
Havet fører dog ikke kun rigdom med sig. Konsekvenserne af plyndringer fra fremmede kyster kom vikingernes efterkommere selv til at opleve, da venderne hærgede Øhavet i 1100-tallet. De små øer blev forladt og folk trak sig sammen på de større. Der blev bygget voldsteder, byer og befæstninger, mens venderne slog sig ned, og gav navn til landsbyer, bl.a. på Tåsinge og Ærø.
Men kongernes magt voksede, danerne blev kristnede og byerne fik monopol på handel. Bønderne på øerne sejlede dog ofte udenom Øhavets købstæder og handlede selv med de tyske storbyer. Bondesejladsen lod hånt om statsmagtens forsøg på at regulere handlen. Det blev starten på en lang tradition for sort økonomi og smugleri, men også starten på en professionel søfart, der har kendetegnet Svendborg lige siden.
Søfartsbyen Svendborg
Da Peter Mærsk Møller kom til byen i 1884, var det med byens internationale søfart og handelsforbindelser for øje. Familien Mærsk-Møller revolutionerede søfarten ved at satse på damp, ikke altid i harmoni med det lokale temperament, der hellere havde holdt fast i træskibene.
Søfarten forsvandt ikke, da træskibene blev agterudsejlet af udviklingen – den ændrede form. Nu sejler søfolk fra Svendborg på skibe, der er så store, at de ikke kan gå ind i Svendborgsund.
Den dag i dag siger mange lokale, at Svendborg er bygget af sømænd og hippier. Da venstreorienterede tilflyttere fra København begyndte at flokkes om Sydfyn i 1970’erne, var der samklang mellem deres idealer og det verdensvendte Sydfyn. Kollektiver, bogcafeer og marxistiske institutioner blomstrede side om side med navigationsskolen, maskinmesterskolen og lokale værfter – det har skabt en helt særlig stemning i verdens mindste storby.
Vejen frem
Den røde tråd i vores fortælling er blå, og det er netop det, der gør samarbejdet med Danmarks Museum for Lystsejlads oplagt.
Svendborg Museum og Danmarks Museum for Lystsejlads vil i løbet af 2025 udarbejde et prospekt for restaurering af pladsen og udvikle tankerne om de kommende udstillinger. Ambitionen er, at vi sammen skal skabe et museumsfællesskab, der samler og udvikler Sydfyn.
Mere information
Direktør, ph.d. Jesper Hansen på mail: jh@museumsydfyn.dk
Afdelingsleder, ph.d. Nils Valdersdorf Jensen på mail: nvj@museumsydfyn.dk