Stort afsejlingsarrangement for VIKING

Send VIKING ud på ny opdagelsesrejse 21. august

Vær med og bliv del af en festlig eftermiddag, når Svendborg Museums gode skib VIKING stævner ud fra Svendborg Havn på en måneds lang ekspedtion rundt i Danmark. Under titlen “I SAMME BÅD” besøger Bådelauget og Svendborg Museum en række levende og genoplivede maritime kulturmiljøer for at undersøge et centralt spørgsmål: Hvad kan vi bruge søfartshistorien til i dag?

Fredag den 21. august stikker VIKING til søs. Det bliver en smuk og helt særlig afsejling. Mere end 20 lokale veteranskibe, store som små, følger VIKING ud gennem Svendborgsund forbi Valdemars Slot i retning mod første stop i Korsør.

Vi håber, at mange har lyst til at kigge forbi Nordre Havnevej foran SIMAC for at sende besætningen godt af sted. Her er programmet:

Program den 21. august: 

kl. 13.00-14.00 Introduktion til togtet, samt taler og sang.
Kl. 14.00 VIKING stævner ud på togt.
kl. 14.00-14.30 En flåde med mere end 20 lokale fartøjer følger VIKING ud gennem Svendborgsund forbi Valdemars Slot mod første stop i Korsør.

Følg VIKINGS togt rundt i Danmark.

Mens VIKING er undervejs, sender de uddrag af deres logbog hjem til museet. Her på hjemmesiden kan du finde fotografier og film fra togtet og læse med om hvordan det går. Projektet kan også følges på SoMe ved at søge på ”I SAMME BÅD”

VIKING er et helt særligt skib. Det er en krydstoldjagt fra 1897 – en smuglerjæger, der ikke skulle sejle med last, men var bygget til at indhente lastførende skibe og kontrollere dem. Skibet var i tjeneste som krydstoldjagt indtil 1904 og blev overdraget til Svendborg Museum i 1979. I 2022 fejrede VIKING sin 125-års fødselsdag.

Ret til ændringer forbeholdes.

Dato: Fredag den 21. august

Tidspunkt: kl. 13.00-14.00

Mødested: Foran SIMAC på Nordre Havnevej 4,  Svendborg havn