Øhavsstien får historisk løft med 80 nye vandrehistorier

Vandrefortællinger fra Øhavet

I Kristi Himmelfartsferien er der premiere på det helt nye formidlingstiltag ”Vandrefortællinger fra Øhavet”. Med samlet 80 nye skilte og lydfortællinger kommer Øhavets historie tæt på, når du fremover bevæger dig på Øhavsstien i Det sydfynske Øhav.

Den 220 kilometer lange Øhavssti går tværs gennem UNESCO Geopark og er proppet med kulturarv og interessante historier om bl.a. modstandsfolk, økologisk landbrug, herregårde, kærlighed og stormflod, men historierne er ikke tidligere blevet formidlet. Det sker nu med nye skilte, der formidler Øhavets rige historie, lige der hvor historien skete.

”Øhavet er smukt – men det er også mere end det. Der ligger et hav af fortællinger langs Øhavsstien, og kender man dem, forandrer landskabet sig. Nu kan langt flere få de historiske oplevelser koblet med naturoplevelserne, og det bliver fremtidens vandreture på Øhavsstien kun bedre af”, siger afdelingsleder fra Svendborg Museum, Nils Valdersdorf Jensen, der er projektleder for formidlingsindsatsen.

Skilte og lydfortællinger 
Du får mulighed for at komme tæt på både fortidens og nutidens liv langs ruten. Vandre- og kulturoplevelsen smelter sammen og gør historien vedkommende på en ny måde. Mens du går mod næste Øhavs-skilt, kan du få historikere, arkæologer og lokale fortællere i ørerne. Et lydunivers med 40 historier giver vandrerne mulighed for yderligere fordybelse i de kulturhistoriske fortællinger.

“Vi oplever en stigende interesse for at vandre på Øhavsstien efter at Det Sydfynske Øhav er udpeget til UNESCO Geopark – både blandt lokale og besøgende. Med ”Vandrefortællinger fra Øhavet” bliver oplevelsen kun endnu bedre. Det er et fremragende initiativ, der kobler natur og kultur og giver vandrerne en dybere forståelse for det landskab, de bevæger sig i. Det gør Øhavsstien til en endnu stærkere oplevelse i vores område”, understreger Svendborgs Turist-og Eventchef Søren Brønserud.

Nordea-fonden har støttet formidlingsindsatsen med 2,2 millioner kroner. Bag projektet står Svendborg Museum, Ærø Museum, Marstal Søfartsmuseum, Øhavsmuseet Faaborg og Langelands Museum – i tæt samarbejde med Geopark Det Sydfynske Øhav og de fire kommuner. Alle har et ønske om at gøre Øhavets kulturhistorie nærværende for dem, der bor og færdes langs Øhavet i dag.

Foto: Sille Radoor Larsen

For yderligere information

Projektleder Nils Valdersdorf Jensen, afdelingsleder, Svendbog Museum på mail nvj@museumsydfyn.dk eller telefon 2478 1674