Den maritime minimalbolig
I uge 39 og 40 gennemfører Svendborg Museum i samarbejde med Det Kongelige Akademi (Arkitektur) en historisk byggeworkshop på Frederiksø. Temaet er: Hvad kan søfartshistorien lære os om at bo og bygge bæredygtigt? 30 arkitektstuderende er i fuld sving og skal på to uger bygge 6 maritime tinyhouses.
Til en start kom de studerende på opdagelsesrejse i Svendborgs historie, hvor de blandt andet blev præsenteret for en kvindelig skibsredder, en dagbogsskrivende sømand og en værtshusholder i det barske havnemiljø for 100 år siden. De studerende har også været ombord i eksisterende fartøjer, som er hjemmehørende i Svendborg Havn. Fartøjerne repræsenterer vores, endnu sejlende, maritime kulturarv. De studerende har målt skibene op, tegnet og fotoregistreret som inspiration til deres egne projekter, der skal bygges 1:1.
De gamle værftsbygninger på Frederiksø danner en flot historisk ramme om de 6 gruppers arbejde. I løbet af den første uge begynder de små maritime huse så småt at tage form. Huse, der på den ene side afspejler elementer af danske skibsdesignhistorie og samtidig skaber en scenografi om en historisk person i det maritime Svendborg.
På byggekurset deltager fagpersoner, der alle har deres gang som håndværkere inden for byggeri og søfart. Det er snedker Chris Dam Jensen, der tidligere var kaptajn på bramsejlsskonnerten ACTIV; Keld Åbjørn, der bygger skateboardbaner med skibsformer og Morten Jensen, som gennem snart 30 år har været skibstømrer ved Ring-Andersen Skibsværft i Svendborg. Workshoppen foregår i Maritimt Kulturværksted og i snedkeriet og værkstederne.
Fernisering i SAKs Have
Projektet slutter med fernisering i Haven ved SAK Kunstbygning fredag den 2. oktober kl. 14.30-16.30. Det er gratis, og alle er velkomne. Husene udstilles i SAKs Have hen over efteråret.
Projektet er støttet af Tuborgfondet, STARK Fonden og Træfonden.
For yderligere information
Projektleder Kristian Hansen på mail kh@museumsydfyn.dk eller telefon 51233211