Svendborg Museums samlinger

Vi har over 162.500 genstande, der hver især fortæller om vigtige dele af den sydfynske og danske historie

Svendborg Museum startede i 1908 og har indsamlet genstande fra den sydfynske fortid lige siden. Det betyder, at vi har over 162.500 genstande, der hver især fortæller om vigtige dele af den sydfynske og danske historie.

Har du en genstand, som du tror, at museet kunne være interesseret i? Så læs her, hvad du gør.

Samlingen har til huse i et tidligere frugtlager på 1.700 m² med pallereoler i tre meters højde tæt lastet med genstande. Magasinet er opdelt i flere samlingsområder. De fire største er:

En af landets bedste søfartssamlinger

Grundlagt af den kendte søfartshistoriker Frode Holm-Petersen som privatsamling og købt af Svendborg Museum i 1980’erne. Den indeholder hundredvis af skibsportrætter, skibsmodeller, sømandssouvenirs fra fjerne lande og eksempler på levet liv ombord på skibene.

Vi har siden udvidet samlingen væsentlig med indsamlinger fra Svendborg Værft af kedeldragter, værktøj, skibssider og et helt toilet, som værftsarbejderne har overtegnet med lokumspoesi.

I 2022 har vi lavet en større indsamling på Svendborg Navigationsskole (SIMAC), der har eksisteret siden 1852. Her indsamlede vi undervisningsgenstande, protokoller, billeder og navigationsudstyr, der kan illustrere 170 års undervisningspraksis.

Arkæologisk samling 

12.000 fvt. til 1536

Gennem 100 års arkæologiske udgravninger i middelalderbyen Svendborg og i resten af kommunen har vi opbygget en meget fornem samling.

Den har særligt rige fund fra det nu nedbrudte kloster, der lå i midtbyen fra 1236-1876, jernalderhandelspladsen Lundeborg og bronzealdermagtcenteret Gudme.

En af vores mest berømte genstande er den lille Svantevit-figur, som er en 13 cm høj pind med den hedenske gud Svantevit afbilledet på toppen. Den er bevis på, at en ikke-kristen vender gik rundt i Svendborgs gader i 1300-tallet. Det er en fornem illustration af, hvordan Sydfyn altid har haft tætte forbindelser til Nordtyske byer og folk.

Malerisamlingen med sydfynske motiver 

Fra 1700-tallet og frem til i dag

Som et statsanerkendt kulturhistorisk museum er vores malerisamling primært indsamlet efter deres kulturhistoriske værdi – fx om de kan illustrere fortidens Svendborg – ikke så meget som den kunstneriske kvalitet, selvom den ofte er høj.

Vi har f.eks. en hel del malerier af Ferdinand Richard, hvis malerier hænger i den amerikanske kongres. I malerisamlingen indgår guldalderportrætter af byens spidser, snævre gader og travle havn.

For nyligt har vi bl.a. leveret billeder til en ny bog om danske jøder i provinsen, da vi har en del portrætter af svendborgensiske jøder fra midt i 1800-tallet malet af Emilius Bærentzen.

Nyere tid

Fra 1536 til i dag

Der er genstande fra både høj og lav, nutid og fjern fortid. Her findes alt fra håndværksgenstande – bl.a. et komplet skomagerværksted – til statuer af kunstneren Kai Nielsen, der var barnefødt i Svendborg. 

Fra skærslibercykler, møbler, asfalt fra den gamle hovedvej, flasker fra lokale industrier med originalt indhold (fx æblemost fra starten af 1900-tallet) og en sjældenhed: En af landets eneste skruebrækkertavler fra den tidlige arbejderbevægelse i Svendborg. På tavlen nedskrev man de arbejdere, der brød med fagbevægelsens strejker. Formålet var udskamning.