Igangværende forskningsprojekter
Historisk og arkæologisk forskning
Den rødeste plet på Danmarkskortet: Ungdomsoprør og utopi i Øhavet, 1968-1990
Projektet er et samarbejde mellem Museum Sydfyn og Syddansk Universitet. Forskergruppen tæller Nils Valdersdorf Jensen, Cecilie Bjerre og Klaus Petersen. Projektet er støttet af Augustinus Fonden. Projektet gennemføres i perioden 2027-2029.
Ungdomsoprøret spiller en central rolle i fortællingen om det moderne Danmark, men har hidtil været behandlet som et storbyfænomen med fokus på enkeltstående bevægelser og individer, hvor de samme historier ofte genfortælles.
Projektet undersøger ungdomsoprøret i Det sydfynske Øhav 1968-1990, hvor Svendborg og øerne blev et unikt mikrokosmos for alternative miljøer, kollektiver og politiske eksperimenter. På Sydfyn var der kollektivistiske spillesteder, en socialistisk bogcafé med tilhørende møntvaskeri og butikker med varer fra lokale kollektiver og kunstnere. Der var langhårede tilflyttere, ortodokse marxister fra Den Røde Højskole og tilrejsende på vej til ø-lejr.
Det er ikke uden grund, Svendborg er blevet betegnet som ”den rødeste plet på Danmarkskortet”, og at Øhavet i sin helhed med landskendte kollektiver på Langeland og biodynamiske landbrug på Ærø blev kaldt ”Flippernes Mekka.”
Med fokus på revolution, hverdagsliv og kulturmøder undersøger projektgruppen de næste tre år, hvordan utopier blev omsat i praksis, og hvordan mødet mellem tilflyttere og lokalbefolkning skabte gensidige forandringer. Bevægelsen kortlægges og analyseres gennem arkiver, genstande og livshistorieinterviews, mens centrale aktører stadig kan bidrage. Resultaterne formidles gennem arrangementer, udstillinger og publikationer.
Yderligere information
Kontakt Nils Valdersdorf Jensen, kulturarvschef, Svendborg Museum, på mail nvj@museumsydfyn.dk
Hvem kom forbi?
Projektet er et samarbejde mellem forskere fra Museum Sydfyn, Museum Odense, Langelands Museum og Heimdal Archaeometry. Projektet er finansieret af Kulturministeriets Forskningsudvalg og ledes af direktør, ph.d., Jesper Hansen (Museum Sydfyn/Svendborg Museum).
Svendborg Museums arkæologiske afdeling deltager i projektet ”Hvem kom forbi?”.
I projektet vil vi undersøge oprindelsen af jernet i et udvalg af de tusinder af jernnagler, der bl.a. er fundet ved handelspladserne Lundeborg fra ældre jernalder og Havsmarken på Ærø fra vikingetiden. Med analyserne kan vi undersøge, hvor de skibe der besøgte handelspladserne, havde deres ophav. På den måde vil vi skabe ny viden om det helt centrale spørgsmål: Hvem kom forbi?
Billede: Vikingeskibet Havhingsten. Skibe som det lagde til ved Havsmarken på Ærø. Foto: Werner Karrasch.
Yderligere information
Kontakt direktør Jesper Hansen på jh@museumsydfyn.dk