Fra velgørenhed til frivillighed

Historie på stedet

Med projektet ”Historie på stedet” gør Svendborg Museum butiksrum til museumsrum og udstiller autentiske museumsgenstande i den lokale skobutik, kirke eller på tankstationen. På den måde flytter museet ud midt i hverdagen. Fra 27. september er Svendborg Museum klar med to nye pop-up udstillinger.

Udstillingen “Fra velgørenhed til frivillighed” vises i Mødrehjælpens butik, der fylder tre år den 27. september, mens den landsdækkende organisation Mødrehjælpen i år runder 100 år. Hos Café Svend kan du i samme periode se udstillingen “Leg og legetøj”.

Begge udstillinger kan opleves i butikkernes åbningstid. Der er gratis adgang.

27. september – 22. oktober 

I Mødrehjælpens åbningstid:
Mandag-fredag kl. 10-17
Lørdag kl. 10-14

Gratis adgang

Mødrehjælpens butik i Stationsbygningen, Klosterplads 10, 5700 Svendborg

Fra velgørenhed til frivillighed

I dag klinger ordet velgørenhed lidt gammeldags i de flestes ører. Men der er stadig behov for hjælp til mennesker i nød, og mange vil gerne give en hånd med. Nu kalder vi det bare for frivilligt arbejde.

Enlige mødre og deres børn har gennem mange år været målgruppe for frivilligt arbejde, og mange af Svendborgs børneinstitutioner er opført for indsamlede, private midler.

Udstillingen sætter fokus på velgørenhed før og nu og viser genstande fra nogle af Svendborgs børneinstitutioner.

Tak til Mødrehjælpens butik for at give plads til udstillingen.

Øverst et foto fra dengang, Børnehjælpsdagen i Svendborg trak alle mand af huse. Den sidste Børnehjælpsdag i Svendborg blev holdt i 1984. Foto fra Ramsherred, ca. 1950. Svendborg Byhistoriske Arkiv.

Det andet foto viser et af de postkort, som bl.a. blev solgte til støtte for børnesagen på Svendborgs første Børnehjælpsdag i 1908. Svendborg Byhistoriske Arkiv.

 

Historie på Stedet

Svendborg Museum har arbejdet som museum uden vægge i snart et årti. Det er museets erfaring, at det at flytte museet ind midt i hverdagen øger synligheden og samtidig får nye brugergrupper til at bruge museet.

”Historie på stedet” kommer i tre sæsoner med i alt 16 mini-udstillinger fordelt på forår/efterår 2024 og foråret 2025.

”Vi håber, at udstillingerne i byen tiltrækker folk, der ellers ikke går på museum og at de kan give stof til nogle gode samtaler, erindringer og eftertanke”, siger kulturformidler Anita Lillevang, der sammen med afdelingsleder, ph.d. Nils Valdersdorf Jensen fra Svendborg Museum, står bag projektet.

“Historie på stedet” har modtaget en halv million kroner i støtte fra både Augustinus Fonden og Louis-Hansen Fonden samt 150.000 kroner fra Halbergs Familiefond.