De autentiske rammer i Nordens bedst bevarede fattiggård kryber ind under huden på besøgende i alle aldre.
Her er dørene åbnet til en ellers lukket verden. Her formidles historier om og med de mange mennesker, som levede eller lever på samfundets skyggeside: De fattige, de syge, de hjemløse, de utilpassede og de forældreløse.
Vi glæder os til at give jer en god oplevelse på Fattiggården. Alle er velkomne. Med en billet kan I besøge alle udstillinger på Danmarks Forsorgsmuseum på egen hånd. Hvis I kommer som gruppe eller fx skole anbefaler vi, at I booker en rundvisning for at få mest muligt ud af jeres besøg.
Ny udstilling: GENFÆRD kan ses fra 14. oktober
I "GENFÆRD" giver billedkunstner Ole Lejbach og forfatter Jens Blendstrup ordet til de almindelige mennesker. Kilderne til udstillingen kommer fra databasen arkiv.dk og de fysiske arkiver på Danmarks Forsorgsmuseum og Skovgaard Museet.
Ole Lejbach har genskabt portrætterne som store, spektakulære kul- og sepiategninger og som små intime blyantskitser, mens Jens Blendstrup har vækket dem til live i knivskarpe tekster.
Lars Mikkelsen om ANBRAGT: "Den skulle I tage og gå ind og se"
"ANBRAGT" er Danmarks Forsorgsmuseums nye udstilling. Den åbnede 24. juni 2023. Her fortæller vi - med de anbragtes egne ord - om børns anbringelser fra 1890 til 2023. "ANBRAGT" er to udstillinger - én til unge og voksne og én til børn i alderen 8-12 år.
I filmen her møder du Peer Balken, museumspoet og tidligere anbragt, når han guider Lars Mikkelsen, skuespiller og ambassadør for museet, rundt i udstillingen.
Syv Fattige Børn
Du følger en søskendeflok på syv, født i årene 1863-1878, gennem barndom, ungdom, voksenliv og for nogen alderdom. Du hører om Hermann, Sofus, Carl, Harald, Fritz, Harriet og Axels drømme, sejre og nederlag i kampen for et bedre liv. Du ser konsekvenser af at være født ind i svære liv med fængsel, prostitution, tiggeri og rejsen til Amerika.
På fotografiet ses Hermann med opsynsmandens datter Lisa. De er fotograferet på Fattiggården i 1950’erne.
Hermann blev indlagt på Fattiggården 32 gange. Hermann flygtede mange fra Fattiggården - trods svage ben. Hans hjemkommune var København, men Fattiggården i Svendborg blev hans andet hjem, når livet uden for murene med druk, tiggeri og tyveri blev for hårdt. Hermanns sidste flugt var i en alder af 89 år. Han boede på Fattiggården til sin død som 93-årig.