Dukkehus
Sidste år blev dette meget fine og helt unikke gamle dukkehus indleveret på museet. Det  er en af de få bevarede genstande fra Vejstrup Pigehjem, der lukkede i 1962.

Standen var dog ikke for god. Derfor har det været under kærlig behandling af Bevaringscenter Fyns dygtige folk, som sirligt har konserveret dukkehuset. Huset er i funktionalistisk stil og sandsynligvis fra 1930'erne, når man kigger på tapeterne. Det er formodeltlig en model af et rigtigt hus. 

Vi ved ikke meget om dukkehuset, men vi er ikke i tvivl om, at det ville kunne fortælle mange historier om pigeleg på pigehjemmet. 

Skulle nogle af jer kende historier om dukkehuset, hører vi selvfølgelig meget gerne fra jer. 



Billederne herunder viser:

Cathryn Harvey i gang med arbejdet.
Tapet forside før vask.
Tapet bagside før vask.
Tapet bliver vasket i ionbyttet vand med Rodalon. Rondalon bliver brugt for at slå mug ihjel.
Tapet efter vask.
Hele huset er afrenset med 10% Rodalon i vand både ude og inde, hvilket tydeligvis har gjort en forskel på køkkengulvet!
De sidste billeder viser huset færdigrestaureret.
Dukkehus 02 600x400Dukkehus 07 600x400Dukkehus 04 600x400Dukkehus 05 600x400Dukkehus 06 600x400Dukkehus gulv 01Dukkehus gulv 02
Dukkehus 15c frit 600x500
Dukkehus 29c frit 600x
Dukkehus 21c frit 400x
Dukkehus 45 600x400
Dukkehus 51 400x600
Dukkehus 59 600x400

“Taberne bliver sgu vinderne til sidst. Men det ved I andre ikke endnu. Og nogen gange bliver de endda svaner!” (Mikael Josephsen under Fattiggårdens pigtråd).

I dag blev der på Fattiggården nedsænket en tidskapsel fuld af ønsker og håb for fremtiden. Den må først åbnes i 2038. Baggrunden er, at BaggårdTeatret i december 2017 iscenesatte 10 minutter af Mikael Josephsens digtsamling “KNÆK”, som handler om hans indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Forestillingen blev vist på BaggårdTeatret, Danmarks Forsorgsmuseum og senere over hele landet, som en del af forestillingen “Danmark mit Fædreland”. Før og efter forestillingen blev publikum bedt om at skrive en ”Meddelelse til fremtiden” til en tidskapsel. 

Tidskapsel 518 12 600x800Tidskapsel 518 01 600x800Under ceremonien, som foregik under Fattiggårdens pigtråd, læste forfatter Mikael Josephsen højt af “KNÆK” og hans nyeste digtsamling “Jeg er farmor”. Instruktør Petra-Leonie Pichler talte om sine håb for menneskelig åbenhed og for vores fælles fremtid. Anneline Køhler-Juhl fra teatret og Sarah Smed fra museet fortalte om tankerne bag projektet og samarbejdet mellem teater og museum. 
Mikael Josefsens poesi og dyrebare refleksioner bandt det hele sammen på Fattiggården, og hans bevingede ord trodsede tid, pigtråd og murene.

Tak til alle der deltog og sang med. ❤️

Om Mikael Josephsen

Forfatter Mikael Josephsen har bl.a. modtaget Svendborgs Kulturpris i 2016 og senest Danske Skønlitterære Forfatteres Hæderspris 2018. 

Læs Jeppe Wichmann Rasmussens kronik i Altinget - eller herunder: Socialt udsatte kæmper med de samme problemer i dag, som de gjorde for 150 år siden. Derfor må vi lade nutidens problematikker spille bold op ad fortidens, så vi undgår at krydse vores eget spor og genopfinder allerede afprøvede og kasserede modeller, skriver Jeppe Wichmann Rasmussen, Danmarks Forsorgsmuseum.

CITAT

 Den sociale lovgivning indrettes ikke sjældent efter det mindretal, der misbruger systemet – svaret er derfor ofte flere sanktioner, mere straf, mere ansvar, mindre hjælp.

 Jeppe Wichmann Rasmussen

April 1876. Hermann på 12 år er på vej fra Slagelse til Kolding. Hermanns far er krigsveteran fra 1864, og moderen er husmor og passer familiens syv børn. Familien kæmper, og faren drikker.

Hermann er på vej til Kolding, fordi han skal anbringes på opdragelsesanstalten Landerupgård. Anstalten er oprettet i 1867 og åbnet med henblik på genopdragelse af drenge, der er kommet på afveje og i mange tilfælde vurderes som værende født med ”et større eller mindre forbryderanlæg”.

Hermann har pjækket fra skole, og som straf tilbringer han to et halvt år på den åndsforbedrende institution, hvor tæsk, isolation og hårdt arbejde er en fuldstændig integreret del af hverdagen.

I 81 år er Hermann mere eller mindre i konstant kontakt med systemet. Han tigger og drikker, han er hjemløs, har sjældent arbejde, og han stikker altid af fra de anstalter, han er spærret inde i. Sidste gang som 89-årig, da han rømmer Fattiggården i Svendborg.

Under en afsoning i Vridsløselille for tyveri af en frakke karakteriseres han som ”et Dovent og Fordrukkent Fattiglem”. Hermann dør som 93-årig på Svendborg Fattiggård i 1957 under sin 30. indlæggelse.

Ingen sort-hvide svar
Hermanns historie er barsk og fascinerende, men ikke unik.

Både historisk set og i dag er der mennesker, der af forskellige årsager hænger fast i systemet i store dele af deres liv.

Nogle mener, at det er de pågældendes egen skyld, at de er dovne nassere, der udnytter et naivt system, og andre mener, at det er samfundets skyld, fordi der er for meget kontrol, for mange sanktioner og for lidt forståelse. Nogle mener, at staten er nærig med hjælpen. Andre mener, at den er for gavmild.

Historien viser os, at det næppe er så enkelt. Der findes ingen sort-hvide svar, for virkeligheden og historien er mere nuancerede. Uanset hvad skylder vi os selv og hinanden at gøre en indsats for at forsøge at forstå, hvad der skete dengang, og hvorfor det stadig sker i dag. Socialhistorien kan hjælpe, for problematikkerne er i vid udstrækning de samme i dag, som de var for 100 eller 150 år siden: forsømmelse, psykiske og fysiske lidelser, misbrug og svigt – egne såvel som systemets.

Fem tragiske historier
Hermann er den ældste af de syv søskende. Hermanns lillesøster Harriet og lillebror Carl anbringes begge, ligesom deres storebror, uden for hjemmet. Harriet er blot fire år gammel, da hun overdrages til børnehjemmet Ilias Minde på Frederiksberg, og Carl kommer i familiepleje som 10-årig.

Som 11-årig idømmes Carl otte dages fængsel for betleri. Carl udvandrer senere til USA. Han dør i Chicago i 1904, 34 år gammel.

Som femårig overflyttes Harriet til Jægerspris Pigehjem, hvor hun tilbringer det meste af sin barndom. Som 18-årig beskrives hun af en ansat på Jægerspris Pigehjem som en ”rå og utvivlsom(t) letfældig tøs”. Harriet er på dette tidspunkt blevet ”indlagt på sygehus af Frederiksberg Fattigvæsen i gravid Tilstand”. Fem år senere er hun prostitueret i København.

Fem af de syv søskende kommer i løbet af deres liv i forbindelse med forskellige typer af anstalter, som skal forbedre dem; opdragelsesanstalter, fængsler og arbejdsanstalter, men uden synderlig positiv effekt, snarere tværtimod.

Broren Sophus, som både har været indlagt på Ladegården, indsat i Vridsløselille Statsfængsel og i Horsens Tugthus, dør i 1915 på vej til Kommunehospitalet. I tiden op til sin død har han været indlagt på arbejdsanstalten Sundholm på Amager. Broren Harald dør på Holstebro arbejdsanstalt i 1945.

De to yngste søskende, Fritz og Axel, som er vokset op hos deres mor (forældrene bliver skilt i 1880), klarer sig igennem det hele og får et almindeligt arbejds- og familieliv.  

Samfundet lider under manglende selvransagelse
Det er påfaldende, at dét system, som skal redde børnene fra deres ”åndelige og moralske fordærv” og deres utilstrækkelige forældre ender med at sende børn ud i de voksnes verden, der bliver præcis det, som selvsamme system er sat i værk for at forhindre.

Det er en eventyrlig mangel på selvransagelse, der demonstreres, så der skal en jævnt stor kost til at feje for den dør.

Samfundet lider under den manglende selvransagelse. Systemet lærer ikke af fejlene, men gentager dem igen og igen. Den sociale lovgivning indrettes ikke sjældent efter det mindretal, der misbruger systemet – svaret er derfor ofte flere sanktioner, mere straf, mere ansvar, mindre hjælp (økonomisk).

Ansvaret for at løse problemerne lægges i mange tilfælde over på socialt udsatte, der ikke aner, hvordan de skal løse dem. Dem, der lider det største tab, er de fattige og udsatte børn, som får deres fremtid ødelagt af voksne, og efterfølgende selv svigter samfundet og ikke mindst sig selv livet igennem.

Når vi skal finde løsninger på sociale problemer i dag, bør vi lade nutidens problematikker spille bold op ad fortidens, vi bør sikre os, at vi ikke krydser vores eget spor og genopfinder allerede afprøvede og kasserede modeller, som ikke virker, og vi skal forsøge at forstå, hvorfor vi gennem 150 år har forsøgt at løse de samme problemer, uden held.

 



Denne stol i børnestørrelse stammer fra Godhavn Drenge- og Lærlingehjem, og meget mere ved vi ikke. Derfor har vi brug for din hjælp. 

Stolen er generøst givet til museets samling af Godhavnsdrengene, som har fundet og erhvervet den gennem Den Blå Avis, hvor sælger havde fundet stolen på et loppemarked. 

Stolen er sandsynligvis lavet på snedkerværkstedet, men hvem der har lavet denne type stole og til hvilket brug ved vi ikke. Hvis du ved noget om stolen, hører vi meget gerne fra dig. Du er velkommen til at skrive til 

Drenge- og lærlingehjemmet Godhavn ligger i Tisvilde og fungerer i dag som skole- behandlingshjem for børn og unge. I 1964 var der plads til 70 drenge mellem 12 og 18 år. Forstanderen hed Chr. Beck. Det modtog ikke svagt begavede elever og havde fast psykiatrisk lægetilsyn. 

Godhavn blev oprettet af Axel Frydensberg i 1893 og anerkendt som opdragelsesanstalt for særligt vanskelige børn i 1906. I 1923 anerkendt som skolehjem for 80 drenge mellem 12 og 18 år. I 1962-63 opførtes en særlig lærlingeafdeling til 20 ældre elever. Godhavn havde gennem tiderne landbrug, gartneri, snedker-, skrædder-, smede- og maskinværksted, oplæring af kokke samt malerværksted.

Fortidens og nutidens forsorg blev indgående debatteret i dag på Forsorgscenter Sydfyn, da Preben Brandt lagde vejen forbi Svendborg. Stifteren af Projekt Udenfor og den tidl. formand for Rådet for Socialt Udsatte var besøg i forbindelse med sit nye bogprojekt “Fattigsteder” - en rejseberetning fra fattigforsorgens steder og mindesmærker, som også Svendborg, Forsorgscenter Sydfyn, Fattiggården og museet heldigvis kommer til at være del af. 

Preben Brandt havde indbudt leder af Forsorgscenter Sydfyn Gitte Kromann Jacobsen og Sarah Smed til en interviewsamtale om bl.a. fattigdom, hjemløshed og institutionsliv og arkitektur før og nu, og om det helt unikke samarbejde mellem museet og forsorgscentret. Det blev til en på mange måder givende samtale, som man vil kunne få indsigt i, når bogen engang kommer. Hvilket vi selvfølgelig nok skal fortælle jer om.