“Taberne bliver sgu vinderne til sidst. Men det ved I andre ikke endnu. Og nogen gange bliver de endda svaner!” (Mikael Josephsen under Fattiggårdens pigtråd).

I dag blev der på Fattiggården nedsænket en tidskapsel fuld af ønsker og håb for fremtiden. Den må først åbnes i 2038. Baggrunden er, at BaggårdTeatret i december 2017 iscenesatte 10 minutter af Mikael Josephsens digtsamling “KNÆK”, som handler om hans indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Forestillingen blev vist på BaggårdTeatret, Danmarks Forsorgsmuseum og senere over hele landet, som en del af forestillingen “Danmark mit Fædreland”. Før og efter forestillingen blev publikum bedt om at skrive en ”Meddelelse til fremtiden” til en tidskapsel. 

Tidskapsel 518 12 600x800Tidskapsel 518 01 600x800Under ceremonien, som foregik under Fattiggårdens pigtråd, læste forfatter Mikael Josephsen højt af “KNÆK” og hans nyeste digtsamling “Jeg er farmor”. Instruktør Petra-Leonie Pichler talte om sine håb for menneskelig åbenhed og for vores fælles fremtid. Anneline Køhler-Juhl fra teatret og Sarah Smed fra museet fortalte om tankerne bag projektet og samarbejdet mellem teater og museum. 
Mikael Josefsens poesi og dyrebare refleksioner bandt det hele sammen på Fattiggården, og hans bevingede ord trodsede tid, pigtråd og murene.

Tak til alle der deltog og sang med. ❤️

Om Mikael Josephsen

Forfatter Mikael Josephsen har bl.a. modtaget Svendborgs Kulturpris i 2016 og senest Danske Skønlitterære Forfatteres Hæderspris 2018.