Fra 19. december og frem til og med 6. februar 2023 er den grønne port til Fattiggården lukket. Det betyder ikke, at vi er gået i vinterhi. Tværtimod er det en travl periode, især for museets Tekniske Afdeling. De gamle bygninger og udstillingerne skal vedligeholdes, og det skal gøres netop nu, hvor det ikke er til gene for museets gæster. Så der males, lakeres gulve og spartles på livet løs.
Lige nu er de i fuld gang på førstesalen i Forsørgelsesafdelingen. Her åbner vi ny, stor udstilling op til sommerferien. Den hedder Anbragt, og her går vi tæt på dem, som selv har oplevet en anbringelse. Det sker på tværs af generationer, fra 1800-tallet og frem til i dag. Udstillingen henvender sig både til børn og voksne. Rummet skal gøres klar, og derfor er de mange gode folk i gang med maling af rummene. Vi glæder os meget til, at vi igen kan invitere jer alle sammen indenfor igen. Museet åbner 7. februar 2023.
Bookinger modtages
Vinterlukket betyder ikke, at telefonen er lukket. Det er stadig muligt at booke byvandringer med Svendborg Museum plus rundvisninger og aktivitetsforløb på Fattiggården for skoler, grupper og private til den kommende sæson (7. februar-17. december 2023). Du er velkommen til at ringe på telefon 62 21 0261, mandag-fredag kl. 10-14. Telefonen er åben fra 3. januar 2023.