På fredag d. 30. oktober åbner vi en ny særudstilling om at være udsat under Corona. Udstillingen er skabt på baggrund af fortællinger, vi har indsamlet gennem den første bølge af smitte. Danmarks Forsorgsmuseum arbejder for, at vi kan kvalificere den fremtidige hjælp og støtte til mennesker i udsatte positioner nu i anden bølge af Corona og i fremtiden. 

Det indebærer også, at vi lytter til dem, som har haft de sværeste betingelser for at stå imod krisen. ”Mange mennesker, der lever med udfordringer, som vi fleste er skånet for, har en utrolig evne til at klare sig på trods, men det betyder jo ikke, at det behøves at være sådan”, siger Dikte Reeh Andersen, der står bag udstillingen.

I samarbejde med lokale stemmer og inddragelse af socialfaglig viden og erfaringer på tværs af landet, er udstillingen blevet en vidensbank for, hvordan det opleves at være udsat under Corona, på godt og ondt. I udstillingen kan man opleve tre lokale stemmer dele deres personlige fortællinger i lyd. En af dem er Henriette Lund Hoberg, som blandt andet er Hus Forbi sælger.

”Udstillingen er top aktuel nu, fordi vi står midt i anden bølge, og mange spørgsmål stadig er ubesvarede”, siger Henriette, som er i tvivl om hendes bostøtte og hjemmepleje tæller to af de ti personer, som hun, ifølge restriktionerne, må se i den kommende tid. 

Udstillingens temaer og fortællinger tager udgangspunkt i udsatte medborgeres viden og erfaringer, men vil vække genkendelighed hos de fleste. Samtidig er det museets forhåbning, at den vil give anledning til at reflektere over de forudsætninger, vi hver især har haft under de forandrede levevilkår.

Som en del af udstillingen er der desuden skabt kunst af den lokale kunstner Kenneth Hyttel Nielsen, som med sit originale udtryk giver følelser til nogle af de oplevelser, som formidles i Den Sorte Boks. 

Følg med her på Danmarks Forsorgsmuseums Facebook side på fredag, hvor udstillingen åbner på ægte "coronamanér" med en live-streaming klokken 16.30. Her vil udstillingens kernebidragsyderne sende live fra ’Den Sorte Boks’, vores udstillingscontainer, som står på plænen foran Fattiggården i Svendborg.

Udstillingen vil herefter være gratis at besøge fra lørdag den 31. oktober. Den kan opleves hver dag i tidsrummet 8.00-21.00 frem til den 18. december.