En af Svendborgs bys største og ældste træer er nu fældet.

Det er den flotte rødbøg foran Fattiggårdens administrationsbygning på Grubbemøllevej. Vi ved ikke præcist, hvor gammel den var, men den er formodentlig plantet få år efter Fattiggårdens åbning i 1872, så et bud på 140 år er nok ikke skævt. Efter 1864 blev der plantet rødbøge over hele landet; de blev et symbol for et nationalistisk dansk sindelag.

Træet måtte ned, fordi det var angrebet af en aggressiv svamp, der æder rødder og stamme op indefra. Udefra var der intet at se – udover selve svampene. Træet virkede sundt, og der var næppe en vissen kvist. Vi blev imidlertid rådet til snarest at fælde det, før det lagde sig ned over Haahrs Skole i en storm. Den risiko kunne vi ikke leve med.

Selve fældningen var planlagt til uge 7, hvor Haahrs Skole var lukket. Det var særligt hensynet til det trafikkaos, der er på Grubbemøllevej hver dag, når travle forældre i bil afleverer eller henter deres poder. Vejret var imidlertid en modspiller, det regnede og blæste ”en pelikan”. Først torsdag kom de dygtige folk fra Thurø Træfældning i gang med at skære grenene ned oppe- og udefra. Fredag middag var der kun stammen tilbage, og den faldt med et drøn, der fik administrationsbygningen til at ryste.

Da stammen lå ned, kunne vi konstatere, at det var på høje tid. Hele den midterste del var rådden opadtil, og der var hul i bunden, så man kunne hoppe direkte ned på jorden under træet. I disse dage bliver grene og stamme gjort til brænde, hvoraf en del bliver hugget og stablet som en del af Fattiggårdens sommeraktivitet.

Når brændet er væk, bliver roden fræset væk, og der bliver plantet en ny, 6-8 meter høj, blodbøg – omtrent på den gamles sted. Foreningen Godhavnsdrengene og tidligere anbragte har startet en indsamling, der skal dække omkostningerne til det nye træ og plantningen af det. Det bliver forhåbentlig starten til en markering af en ny, vigtig sag.

Skulle du også have lyst til at støtte indsamlingen til et nyt træ, skal du være mere end velkommen. Mobilepay 35982 "Danmarks Museum Indsamling" og skriv "TRÆ". Har du ikke Mobilepay, kan du overføre til museet på 0815 8159587372 og skrive "TRÆ".

RødbøgenRødbøgenRødbøgenRødbøgen