Tonni Crone besøgte museet i efteråret efter at have fulgt museets arbejde på web og SoMe et stykke tid. Det blev et, med hans egen beskrivelse, ”betagende besøg”, som han måtte skrive om. Det kom der denne historie ud af.
Tak fra os alle på museet til Tonni for den smukke og indsigtsfulde historie, og tak fordi vi må dele den.

DER, HVOR MIT HJERTE HØRER HJEMME, ER JEG EN FREMMED

Danmarks Forsorgsmuseums fortællinger om Fattiggården, og den fælles Historie, som den bevidner, er så betagende, at jeg måtte se den med egne øjne.

Sidst i Oktober, på totusindeognittens flotteste Efterårsdag, tog jeg Toget til Svendborg, og Sydfyn er ekstra Smuk, når den er iklædt Efterårets gyldne farver, og overstrøet med den vidunderlige Efterårssol.
Ankomst med Tog til Svendborg er en hel speciel oplevelse. Toget kører naturligvis imod Syd, og når vi så nærmer os Svendborgsund drejer det til Venstre og kører imod Øst, og det sidste stykke af rejsen kører Toget imellem husene, ja nærmest i folks baghaver, for så at slutte helt centralt, med Havnen til den ene side, og Svendborg Centrum til den anden.
Svendborg er anlagt på en stejl skrænt, og næsten oppe på bakkens top ligger Fattiggården. Det kuperede terræn som Svendborg er bygget på, har bevirket at trapper er en charmerende del af Centrums infrastruktur, som præger Bymidten.

På min opstigning til Fattiggården passerer jeg Krøyers Have, som er et grønt anlæg, et åndehul som prydes af Bronzeskulpturen Venus, en Kvinde som holder en Lille nyfødt op foran sig. Stigningen fortsætter hele vejen, og tilsidst står jeg ved Fattiggården, en slidt gulstensbygning som har mange års Historier at fortælle.
Det første jeg ser da jeg træder ind i Fattiggården, er en gammel slidt zinkbalje og et slidt vaskebrædt som står udenfor Vaskehuset, og det syn sender mine tanker halvtres tres år tilbage i tiden. Som jeg står der i den autentiske atmosfære, er det som om at jeg får en klump i halsen og mine øjne bliver fugtige. Det skyldes nok at det trækker lidt koldt der i døråbningen hvor jeg står, så jeg går videre til den indre gård.

Fattiggården er jo en Arbejdsanstalt og lige indenfor ligger der en stor bunke granit som skal slås til skærver, og ved siden af den kløves der brænde, som stables i høje stakke.
I Fattiggårdens Nordligste hjørne har en Solstråle slået sig ned, og jeg beslutter mig for at gøre den selskab, sætter mig sammen med den og finder min termokande frem.

Kaffen fjerner klumpen fra min hals og jeg tænker, at i det her hjørne har mange tidligere indlagte indtaget en smule Solskin når de kunne se deres snit til det.
Som jeg sidder der i den lune krog kigger jeg imod Syd, den vej som jeg kom fra, ned over Torvet og ned til Banen, og der, på den anden side af jernbanesporene, Havneterrænnet, hvor jeg sov i nat. Der er et Seljmagerværksted som har noget gammelt tovværk og presenningsstumper liggende under et halvtag, og når de alle sammen er gået hjem, så lister jeg mig ind under halvtaget og sover med en stump presenning over mig. De ved godt at jeg sover der, men når bare jeg sørger for at være væk inden de kommer om morgenen, er der ingen der siger noget.
Det er nemt nok at vågne tidligt, for nætterne er iskolde nu, og sulten river og flår i mine tarme, og så er det bare op at gå for at få lidt varme i kroppen, men sulten bliver ved med at plage mig.
Mine sidste penge slap op for en måned siden, og det er næsten en uge siden at jeg fik noget der lignede et måltid mad. Hele morgenen vandrede jeg hvileløst rundt på Havneterrænet og, for fanden Tonni, du finder ikke noget arbejde, og i den tilstand du er i overlever du ikke endnu en Vinter med sult og kulde. Du bliver nødt til det, deroppe på bakkens top ligger Fattiggården, der er varme og der er mad og der er tryghed, kom nu.

I min tilstand af sult og udmattelse var opstigningen en kraftanstrengelse, og Bymidten er ukendt terræn for mig, men jeg måtte igennem det. Nede på Havnen er jeg accepteret, på trods af min status som bums, men her, imellem de pæne huse, betragter folk mig som en udskudt, og de misbilligende øjne, og de bortvendte rygge, gør ondt i mig, og bag de små vinduer, med nydelige gardiner og velpudsede gadespejle, lurer Småborgerlighedens foragt og mistro. De kunne have fået mit Hjerte, men de havde ikke plads.
Lige nu er jeg så træt, og forpustet, og sulten, men opstigningen har sat en god varme i min krop og givet mig kræfter til at gå det sidste stykke til Fattiggården. Udmattet og forpustet lænede jeg mig op af en mur for lige at få vejret og stod og stirrede på den forjættede indgang. Halvtres meter mere, så var jeg der. Jeg skubbede fra med albuerne, og med en sidste kraftanstrengelse gik jeg de sidste meter og ringede på hos portneren. Der gik et øjeblik, så dukkede der et velkendt ansigt frem, og et øjeblik kiggede han forbavset på mig indtil han udbrød : Hvad fanden Tonni, er det dig ! ? Jeg ved godt at jeg ikke er noget kønt syn, men ja, det er mig i egen høje person. Må jeg komme ind ? Ja, selvfølgelig, hvis du vil indlægges så kom indenfor, og du kender jo hele turen med aflusning og bad og alt det der, så du kan selv melde dig ovre i Vaskehuset. Mange tak Hr. jeg finder selv derover. Og Tonni – på trods af omstændighederne, så er det fandme dejligt at se at du stadig er i Live. Mange tak Hr. og i lige måde.

Zinkbaljen og det slidte vaskebrædt stod på deres vante plads ved døren til Vaskehuset. Jeg bankede på og gik ind for at melde min ankomst. Under ceremonien med aflusning og bad og klipning og barbering, fik jeg en fedtemad og et glas mælk, og her til middag, Madmors sovs og kartofler, og endda en frikadelle, og nu sidder jeg her, mæt og veltilpas og så ren og velduftende, som jeg ikke har været i mange måneder.
Jeg må have blundet et øjeblik og Solen havde nænsomt fjernet den sidste fugt fra mine øjenkroge og de sagde godt nok at jeg bare skulle slappe af og komme til hægterne resten af dagen og så kunne jeg begynde inde i Klistersalen i morgen tidlig, men jeg synes nu lige at jeg vil kigge ind og se hvad de har gang i derinde, så jeg pakkede min termokande ned i tasken og gik ind på Museet.
Klistersalen emmede af aktivitet og måttevæven tiltrak straks min nysgerrighed og virkelyst, men jeg måtte bremse mig selv. Det var jo først i morgen tidlig jeg skulle starte her. Selvom der står i Fattiggårdens Husorden at det er forbudt at grine højlydt, så er jeg sikker på at der har været højt humør og god humor her, selvom de indlagte har været nødsaget til kun at grine indvendigt, men med meget talende øjne, men de var her ikke – som om at de netop var gået alle sammen.
Opsynsmandens Kontor var også tomt, men han havde lige været der, for hans protokol lå opslået på skrivebordet, og hans læsebriller lå ved siden af. Måske havde han kaldt alle folkene sammen ude i gården for at give dem nogle generelle oplysninger. Kontoret mindede mig om alle de Forvalterkontorer jeg har været i når jeg er kommet med varer til et firma, eller som her, for at afhente et parti færdigvævede måtter – men han var her ikke.

Opsynsmandens lejlighed ligger for enden af gangen, og da jeg træder ind i hans lille hyggelige stue bliver jeg lidt forlegen – Det er jo hans Families stue, og deres private Liv som leves her, men det er jo Museum nu, så jeg må godt. Dampradioen og Fjernsynet og reolen og møblerne og børnenes legetøj, så livagtigt ventende på at Familien vender tilbage for at hygge sig når dagen er til ende.

Stille går jeg tilbage til gården, sætter mig på en bænk og finder termokanden frem.

Imedens jeg sidder og nyder kaffen og lader indtrykkene og stemningen på Fattiggården trænge helt ind i mit Hjerte, kommer de alle sammen ud fra bygningen lige foran mig. Han går forrest, Henrik ovre fra receptionen, og med sig har han en gruppe Museumsgæster, som han overlader til de to guider der skal vise dem rundt på Museet.

Det er guiderne Robert og Line som skal vise gruppen rundt, og det er Line der snakker, og som en ekstra bonus får jeg nu de generelle oplysninger som der er kaldt sammen til, inden de går videre.

Humanismen har haft trange kår, men fra Fattiggårdenes opståen i 1872 og frem til I dag er der sket store fremskridt og nu, i 2020, har vi den viden, og kompetencer, og de resourcer der gør det muligt at skabe et Humanistisk samfund, som ikke lader nogen i stikken, uanset hvem de er, og hvor de kommer fra. Nu er det kun manglen på viljen der kan afspore det Humanistiske samfund som vi ønsker os.
Her, mere end hundrede år efter, er jeg en fri mand, og jeg vælger at udskrive mig selv. Termokanden pakkes i tasken og Fattiggården får et sidste beundrende blik, inden jeg går tilbage igennem Smukke Svendborg, ned imod Banegården, og der, lige ved Krøyers Have står hun, Bronzeskulpturen af Kvinden, der holder Den Lille Nyfødte op foran sig, Den Lille Ny, alle fremtiders håb.

Tonni CroneJeg er født og opvokset i en af Odense Kommunes Akutboliger.

Som femtenårig tog jeg ud at sejle i Coastere, og i den første halvdel af mit arbejdsliv var jeg også stilladsbygger og senere svejser på Lindø, tillært maskinarbejder, og hvad der ellers viste sig af opgaver rundt omkring. Derudover var jeg lastbilchauffør i en del år, og så tilbragte jeg den sidste halvdel af mit arbejdsliv som taxachauffør.