Svendborg Museum viser udstillingen "På rette vej" i lokaler på Danmarks Museum for Lystsejlads på Frederiksø i Svendborg. Udstillingen kan ses i perioden 18. maj til 22. oktober. Der er gratis adgang. Der er åbent kl. 11-17 på udvalgte dage - se datoer nederst på siden. I samme periode viser Danmarks Museum for Lystsejlads udstillingen "Dansk design til søs".
Navigationsskolerne i Svendborg
I udstillingen "På rette vej" fortæller Svendborg Museum historien om navigationsskolerne i Svendborg. Fra dengang søfolkene sejlede på et-mastede træskibe og til i dag, hvor de sejler på containerskibe, der er så store, at de kan transportere det samme som 2000 skonnerter. Søfarten har gennemgået en voldsom udvikling, der også har sat sig spor på skolerne.
Fra 1852 til 2023
Sejlads til og fra Svendborg er lige så gammel som byen selv. Lige siden søfartens begyndelse har det været en nødvendighed at finde vej til søs.
Det startede med kendskab til kysten. Så kom stjernerne og solen. Ældre søfolk oplærte de nye. Skibene blev større og større. De fik flere master og kunne flytte mere gods. De sejlede længere væk. Jo længere rejserne blev, jo vigtigere blev det at finde den rette vej. Og at finde hjem. Kravene steg også til navigatøren. Uddannelsen fik fastlagte rammer.
I 1852 fik Svendborg sin første navigationsskole. Lige siden er der blevet uddannet styrmænd og kaptajner i Svendborg. I 1952 flyttede skolen til Graaesvej, hvor “Europas mest moderne” navigationsskole stod klar. I 2023 åbner det nye Svendborg International Maritime Academy (SIMAC) på Svendborg Havn.
Foredrag om udstillingen
Tirsdag den 13. juni kl. 19.00-20.30: Svendborg Navigationsskoles historie - fra sekstant til GPS. På SIMAC, Graaesvej 27, 5700 Svendborg
Åbningstider
"På rette vej" kan ses i perioden 18. maj til 22. oktober. Der er gratis adgang. Der er åbent kl. 11-17 på følgende dage:
I Kr. Himmelfartsferien d. 18.-21. maj; i pinsen d. 27.-29. maj; lørdag-søndag d. 3.-4. juni; lørdag-søndag d. 10.-11. juni og lørdag-søndag d. 17.-18. juni.
Der er åbent alle dage i perioden d. 24. juni-3. september.
Herefter er der åbent lørdag-søndag d. 9.-10. september; fredag-søndag d. 15.-17. september; lørdag-søndag d. 23.-24. september; lørdag-søndag d. 30. september-1. oktober og lørdag-søndag d. 7.-8. oktober.
I efterårsferien d. 14.-22. oktober er der åbent alle dage kl. 11-17.
Den blå by
Udstillingen er en del af det maritime samarbejdsprojekt, Den Blå By, der er finansieret af Svendborg Kommune. Projektet løber 2021-23 og har til formål at styrke fortællingen om søfartsbyen Svendborg. Vi arbejder for, at søfartshistorien er synlig, når man besøger Svendborg.