Stenstrups grå-brune guld
Historie på stedet
Med projektet ”Historie på stedet” gør Svendborg Museum butiksrum til museumsrum og udstiller autentiske museumsgenstande i den lokale skobutik, kirke eller på tankstationen. På den måde flytter museet ud midt i hverdagen.
Denne gang rykker Svendborg Museum ud af byen. Vi er klar med to nye pop-up udstillinger – en i forhallen ved Stenstrup Plejecenter og en på Apoteket i Hesselager.
Du kan se udstillingerne i deres åbningstid. Der er gratis adgang.
14. marts – 8. maj
Der er åbent kl. 8-20.
Gratis adgang
I forhallen på Stenstrup Plejecenter, Hostrupvej 1, 5771 Stenstrup
Stenstrups grå-brune guld
I næsten 200 år har lergrave og teglværker defineret Stenstrup. Sidst i 1800-tallet skød teglværker op som paddehatte efter regn. Mange fandt arbejde her og organiserede sig med tiden i fagforeningen. På pop-up udstillingen viser Svendborg Museum genstande fra den teglværksepoke, der sluttede med Petersminde Teglværks lukning i 2024.
Tak til Stenstrup Plejecenter for at give plads til udstillingen.
De ser ud som én stor familie, arbejderne og forvalteren med familie på Petersminde teglværk i 1903. Men teglværksejerne aftalte indbyrdes at holde lønnen nede, og arbejderne svarede igen med at danne en fagforening i 1907. Foto: Egebjerg Lokalhistoriske Arkiv.
Historie på Stedet
Svendborg Museum har arbejdet som museum uden vægge i snart et årti. Det er museets erfaring, at det at flytte museet ind midt i hverdagen øger synligheden og samtidig får nye brugergrupper til at bruge museet.
“Historie på stedet” vises i butikker og offentlige steder i Svendborg Kommune, der afsætter nogle kvadratmeter af deres areal og agerer museumsvært i en måned.
Ambitionen er, at udstilling og butik giver noget til hinanden: At butikkens karakter løfter udstillingen og omvendt. Det betyder i praksis, at udstillingernes tema skal matche butikkerne.
Vi har med “Historie på stedet” indtaget nyt land og gjort butiksrum til museumsrum. I foråret og efteråret 2024 har vi haft 12 pop-up udstillinger. Det har blandt andet været hos en frisør, en optiker, en bazar, en herretøjsforretning, en vinforretning og en stofforretning. I foråret 2025 følger de sidste 4 miniudstillinger. Alle udstillinger er
researchet og skrevet af kulturformidler Anita Lillevang.
“Historie på stedet” har modtaget en halv million kroner i støtte fra både Augustinus Fonden og Louis-Hansen Fonden samt 150.000 kroner fra Halbergs Familiefond.