Svendborg Museums projekt "På opdagelse på Skarø" er nomineret til Historiske Dages Fornyelsespris, der præmierer nyskabende, overraskende og anderledes måder at formidle historie og kulturarv på.smile-humørikon

Der er 9 andre nominerede til prisen, og vinderen afsløres d. 9. april kl. 15.15 i Øksnehallen i forbindelse med Historiske Dage.

I "På opdagelse på Skarø" inviterede vi, sammen med Svendborg Kommune, 130 skolebørn til Skarø, hvor de var på strandsafari, løste historiske opgaver og indsamlede genstande om øliv.

Deres indtryk blev til en anderledes udstilling på Svendborg Bibliotek om udkantsliv set fra børnenes perspektiv. 

Se TV2Fyns indslag om udstillingen.


 

Som det første museum i Danmark har Svendborg Museum i projektet "Kassation til nyt liv" fået lov til at lade de genstande, der udskilles af samlingerne, gå tilbage til samfundet.

Svendborg Museum har gennem de seneste 6 år brugt mange ressourcer på en kritisk gennemgang af samlingerne, og flere hundrede genstande er kasseret. De fleste til destruktion. Før projektet startede stod en stor samling udskilte møbler og afventede deres fremtidige skæbne: borde, stole, standkister, dragkister mv. Med projektet "Kassation til nyt liv" kunne vi vise et alternativ til destruktion. Projektet eksperimentede med en ny kassationsmetode, hvor genstande får nyt liv - en ny historie - i samfundet. Tanken er, at i stedet for at komme på forbrændingen, kan genstandene komme ud på skoler, teatre, biblioteker og andre offentlige institutioner og foreninger, hvor de kan få en ny funktion.

Projektet, som var støttet af Kulturstyrelsen, er afsluttet.

Se TV2Fyns udsendelse om projektet "Kassation til nyt liv".

Baggrunden for projektet

Museernes samlinger er hjertet i den danske kulturarv, og museumsgenstandene er helt essentielle i museernes daglige arbejde. 

Indtil omkring år 2000 var samlingerne næsten udelukkende præget af tilvækst. Museer landet over indsamlede værdifuld kulturarv af hjertens lyst - til gengæld kneb det mange steder med en grundig registrering og en forsvarlig opbevaring. De færreste museumsfolk reflekterede over sammenhængen mellem museets forskning og samling. De genstande som et museum har i deres varetægt bør være genstande, der kan fortælle os noget. Det stiller krav til, at museet ved noget om tingene. Hvem har lavet det, ejet det, brugt det? Hvad er det brugt til, og hvorfor er netop denne genstand særlig? Museernes genstande skal hver og en have en historie at fortælle.

Siden årtusindskiftet har arbejdet med samlingerne ændret karakter. Mange museer har kigget kritisk på deres genstandssamling - ofte i forbindelse med en kvalitetsvurdering. I forlængelse heraf er ganske mange genstande blevet indstillet til udskillelse, fordi deres kulturhistoriske og museale værdi ikke kunne bestå en revurdering. De fortalte ikke en historie. I 2011 blev 4.500 genstande kasseret. I 2012 var tallet 12.000, og siden formodes antallet snarere at være steget end faldet. En del genstande har i udskillelsesprocessen fundet vej til museernes egen formidling, fået et nyt hjem på andre museer, og enkelte er kommet tilbage til giveren. I de fleste tilfælde har udskillelse imidlertid betydet destruktion. 

Destruktionen sker ud fra Kulturstyrelsens retningslinjer, der bygger på faglige og etiske hensyn. Men er det i virkeligheden uetisk, at museerne destruerer genstande uden at skele til, at de vil kunne få et nyt liv uden for museet?

Destruktion som definitiv løsning for de ting, museerne ikke ønsker at bevare længere, er fremkommet som en juridisk skudsikker løsning på håndtering af ting, som er doneret til museet i den hensigt, at det skulle forblive der. Spørgsmålet er, om destruktionen i alle tilfælde er nødvendig. I hvert fald har vi på Svendborg Museum følt det højst ubehageligt at sende fint gammelt håndværktøj, landbrugsredskaber, musikinstrumenter, møbler, husgeråd osv. på forbrændingen. I offentligheden bliver den nuværende kassationspraksis mødt med hovedrysten. Også fra politisk side har museerne mødt kritik for destruktion af anvendelige genstande.