Historie som læremester. 

Kronik af Nils Valdersdorf Jensen bragt i "Avisen Danmark" d. 14. december 2019. 

”Jeg skal redde liv, hvad skal du?” spurgte den medicinstuderende, der en kort overgang var min kæreste, da jeg netop var startet på historie. Som debatten om både taxameterforringelserne på humaniora og nedskæringerne på kulturområdet viser, kan det være svært at forsvare humaniora uden at blive abstrakt. I den konkrete situation blev jeg nok snarere mundlam. Med den nye finanslov er de værste huller heldigvis lukket eller udskudt, men debatten har afsløret en manglende begejstring for kultur og vores fælles historie, der er af samme støbning som ovenstående kommentar.

Historie kommer sjældent med simple læresætninger, men jeg vil alligevel forsøge med nogle få, der kan vise histories betydning for både den enkelte og samfundet, og hvorfor debatten om nedskæringer på bl.a. de kulturhistoriske museer var så tænderskærende at følge. Historisk rygrad har for mig vist sig uundværlig i forbindelse med livets almindeligheder – børneopdragelse, politik, ja selv tøjvalg.

Nils på byvandringJeg har lært af historien, at intet er naturligt. Gennem tiden er alt muligt blevet kaldt naturligt – fra jødeudryddelser og homofobi til samsovning og stenaldermad. Det der kaldes naturligt i dag, er måske unaturligt i morgen. Som historiker bliver man skeptisk over for modefænomener. På samme måde er bogstavtro læsning af partiprogrammer eller religiøse tekster en blindgyde. Det samme gælder, når politikere siger ”historien har lært os”. I stedet for at betragte historie som et sted, der kan lære os ikke at gentage fortidens fejl, er det måske mere konstruktivt at betragte historie som en disciplin, der kan kvalificere nutidens brug af historie med modargumenter og fakta.

Historie skal forstås på egne præmisser. Det kræver ydmyghed. I Jonathan Littells De Velvillige siges på et tidspunkt, at "Hvis I er født i et land eller i en tid, hvor ikke alene ingen kommer og dræber jeres kone, jeres børn, men hvor ingen heller beder jer om at dræbe andres koner og børn, så pris Gud og gå i fred. Men hold jer altid dette for øje: Måske I er heldigere end jeg, men I er ikke bedre.”

Jeg er som historiker glad for moderniteten. De gode gamle dage var for store dele af befolkningen forfærdelige. Død, sult og sygdom var ikke sjældenheder. Moderniteten med industrialisering, velfærdsstat og videnskab, er, med alle sine mangler, et fremskridt af rang. Det fordrer taknemmelighed over, hvor privilegeret det er at leve i dag. Side om side med bevidstheden om eget privilegium eksisterer en fornemmelse for de milliarder, der har været her før os. Vi kender et fåtal af dem, deres indre liv og drømme. Mængden af glemte menneskeliv er kolossal og det er kun få forundt at sætte sig historiske spor. Menneskeliv er værd at huske og værd at leve, men vi er her ganske kort.

Fortiden er et fremmed land, hvor virkeligheden overgår fantasien gang på gang. Skrumpehovedindustrien i Amazonas sidst i 1800-tallet, rituelle kattedrab i 1700-tallets Paris og danske selvmordsmord er alle eksempler på konkrete historiske fænomener. Altings foranderlighed er en banal erkendelse, men det giver også frihed. Tingene ændrer sig, verden er ikke statisk. Verden kan ændres, hvis man kaster sig ind i den.

Der er en lige forbindelse mellem det, historie har lært mig, og det, det kan lære et samfund. Skepsissen over for modefænomener og simple sandheder er en af det oplyste samfunds grundpiller. I modsætning til det, Michael Böss har kaldt et dement samfund, så ved borgerne i et historisk bevidst samfund, at alt ikke er givet på forhånd. At vi har et valg. Historikeren Lynn Hunt har skrevet, at historie er en samtale. Det er i dén samtale, at demokratiet bliver til. I samtalen om vores fælles historie diskuterer vi ikke kun fortiden, men også fremtiden. Uden historie ville vi være retningsløse og forvirrede. Vi ville tro at kulturarv, traditioner og det, der ikke kan måles, var ligegyldigt, ikke noget, der ultimativt definerer, hvem vi er, og hvor vi skal hen.

Det er i den sammenhæng, vi skal huske, at kultur er kernevelfærd. Det er meget muligt, at den ovenfor nævnte medicinstuderende kunne redde liv, men spørgsmålet er, hvad de mennesker skal leve videre for. Den gejst for både kultur og humaniora, der tydeligvis bør genfindes politisk, så vi ikke ender i samme debat igen til næste finanslov, bør bero i, at vi har velfærdsstaten for en grund: for at leve hele og dannede liv. Det er ikke abstrakt, det er helt konkret – og det kræver historie. 

 

Tilmelding eller login til medlemsforeningen