Svendborg får fornemt besøg i weekenden den 6.-7. august. Her besøger Kieler Hansekogge Svendborg Havn på invitation fra Svendborg Museum.

Koggen er 23 meter lang, 8 meter bred og bygget efter et vrag, der blev fundet i floden Weser ved Bremen i 1962. Vraget viste sig at stamme fra en kogge, der blev bygget i 1380. En kogge var det primære lastfartøj blandt de tyske hansestæder i middelalderen. Datidens containerskib, kan man sige.

Lastskibet kunne rumme lasten fra 100 hestevogne. Fundet var et rent lykketræf for arkæologer og søfartshistorikere, der indtil vraget kun havde gamle illustrationer og lignende at forlade sig på, når det gjaldt koggen. Efter intens forskning i vraget rekonstruerede man skibet, der nu hører hjemme i Kiel. Til rekonstruktionen blev anvendt 11.000 håndlavede nagler.

Åbent skib den 6.-7. august
Der er åbent skib begge dage kl. 11-15. Bernd Lesny fra Kieler Hansekogge glæder sig til at byde folk ombord: ”Koggen er en unik mulighed for at komme tæt på middelalderen. Den er proppet med spændende detaljer, og vi glæder os til at fortælle besøgende om skibet.”

Det er gratis at besøge Kieler Hansekogge.

Skibet er inviteret til Svendborg af Svendborg Museum. ”Det var koggerne, der var med til at gøre de tyske byer til Østersøens stormagter i middelalderen. Og det var koggerne, der skabte en stærk forbindelse mellem det sydlige Danmark og de tyske storbyer. Det gælder især Svendborg, der altid har haft en stærk maritim forbindelse sydpå. Koggens besøg er en unik mulighed for at sætte ekstra lys på dén forbindelse”, fortæller Nils Valdersdorf fra Svendborg Museum.

Se mere om skibet på: www.hansekogge.de