Den Sorte Boks er Svendborg Museums mobile museum. Boksen flyttes rundt i Svendborg Kommune og fortæller historien om det sted, hvor den står – og så vidt muligt i samarbejde med de lokale. Nu kommer Den Sorte Boks til Ulbølle. I denne udstilling spørger vi: Hvad er det særlige ved Ulbølle? Hvad er der af bevaret kulturarv i Ulbølle? Mangler der noget på museet om Ulbølle?

Der har boet mennesker i Ulbølle i tusinder af år. En gang var der også mange oldtidsminder i Ulbølle, men gravhøje er blevet jævnet, og de fleste stendysser hugget op til trappesten eller ledstolper, For ca. 100 år siden fandt man et bronzesværd i Ulbølle, men det blev til legetøj for lokale børn og gik til. En del af sognets stendiger fra 17-1800-tallet er solgt til Tyskland. Ulbøllerne er praktiske folk, og det er gået ud over en del af kulturarven.

Ulbølle var i middelalderen bare en landsby og herregården Rødkilde. Her boede samtlige ulbøller. Landskabet var ellers uden bebyggelse. Rødkilde har siden haft afgørende indflydelse på sognets udseende. Omkring 1600 flyttede godset en del gårde og huse fra Ulbølle ud på overdrevet ved stranden, kaldet ”Oure”; det blev til Strandhusene.

Ulbølle og Vester Skerninge har altid hængt tæt sammen. I dag opfattes Ulbølle af de fleste som lillebroren til Vester Skerninge, men i gamle tider var Ulbølle hovedsognet med både præstegård og herregård. Arealmæssigt var og er Ulbølle sogn 367 tønder land større end Vester Skerninge, og omkring år 1900 boede der faktisk flere mennesker i Ulbølle end i Vester Skerninge. Fra 1921-1970 var Ulbølle en selvstændig kommune, i mange år med ”rådhus” hos Nicolaj Johansen, Grønnegade 33.

Har du ideer til, hvad man skal kunne finde på Svendborg Museum fra Ulbølle om 50 eller 100 år, så kig forbi Den Sorte Boks og giv dit bud på, hvad det skal være.

Til udstillingen har museet fået hjælp af Arne Ebsen og af Egebjerg Lokalhistoriske Arkiv. Den Sorte Boks er placeret på det grønne areal, Nyvej 67 i Ulbølle. Udstillingen åbner tirsdag den 17. august kl. 15.00. Herefter vil der være åbent alle dage kl. 8-21. Der er gratis adgang. Sidste dag er 12. september.