I de kommende tre uger, den 5.-23. juli, afholder den fynske arkæologiforening Harja i samarbejde med Svendborg Museum en arkæologisk udgravningslejr for foreningens medlemmer. Det sker i Hedeskov (ejes af Hvidkilde gods) i den sydlige udkant af Kirkeby Sand. Udgravningslejren er ét af flere arrangementer, som Harja har iværksat i anledning af foreningens 50-års jubilæum. Det lader sig gøre ved stor imødekommenhed fra Svendborg Museum, der støtter op om projektet og er garant for den faglige ledelse.

Kig gerne forbi
Er du interesseret i arkæologi, er der “Åbent hus” på udgravningen mandag-torsdag kl. 14.00 i perioden 5. til 22 juli, hvor en deltager fra holdet vil tage imod, vise rundt og fortælle. Adgang til udgravningen er ad den blinde Dyrehavegårdsvej (sidevej ind i skoven fra Vængevej).

Lejrdeltagerne er dels garvede arkæologiske udgravere fra tidligere Harja-udgravningslejre og medlemmer, der prøver kræfter med stoffet for første gang. Ud af 35 deltagere er de otte børn, som er med på jagt efter fortidens spor for første - og forhåbentlig - ikke sidste gang!

Udgravningen skal foregå på kanten af NCCs store grusgrav, hvor der stadig udvindes grus og sten. I takt med råstofudvindingen har museets arkæologer igennem flere år undersøgt sporene efter oldtidsjægeres færden og ophold på den store bakke ud mod den datidige issø, hvor nu Stenstrup og Kirkeby ligger. Det er i forlængelse af disse undersøgelser, amatørarkæologerne fra Harja skal udgrave og udforske et 9500 år gammelt kulturlag.

Den Sorte Boks i Svendborg 
I hele juli måned er det muligt at besøge Den Sorte Boks, Svendborg Museums mobile museum, foran Scala på Centrumpladsen i Svendborg. Denne gang er udstillingen blevet til i et samarbejde med den arkæologiske forening Harja i anledning af deres 50-års jubilæum. Besøger du Den Sorte Boks kan du læse om foreningens arbejde, og hvordan du selv kommer i gang, hvis du interesserer dig for arkæologi. Den Sorte Boks er åben den 9. juli-8. august, hver dag kl. 8-21. Der er gratis adgang.