Flittige hænder

Historie på stedet

Med projektet ”Historie på stedet” gør Svendborg Museum butiksrum til museumsrum og udstiller autentiske museumsgenstande i den lokale skobutik, kirke eller på tankstationen. På den måde flytter museet ud midt i hverdagen. Museet flytter ind med to nye pop-up udstillinger hos STOF2000 i Vestergade 7 og en hos Mini-Bazar i Møllergade 60.

Du kan se udstillingerne i butikkernes åbningstid. Der er gratis adgang.

21. maj – 13. juni 

I butikkens åbningstid

Gratis adgang

STOF2000, Vestergade 7, 5700 Svendborg

Flittige hænder 

I slutningen af 1800-tallet blev husflid enormt populært, og det er stadig in at skabe noget med sine hænder. Men nu handler det om mindfulness og craft. Se eksempler på, hvad Svendborg Museums magasin gemmer på,  skabt af lokale, flittige hænder. 

Tak til STOF2000 for at give plads til udstillingen.

Historie på Stedet

Svendborg Museum har arbejdet som museum uden vægge i snart et årti. Det er museets erfaring, at det at flytte museet ind midt i hverdagen øger synligheden og samtidig får nye brugergrupper til at bruge museet.

”Historie på stedet” kommer i tre sæsoner med i alt 16 mini-udstillinger fordelt på forår/efterår 2024 og foråret 2025.

”Vi håber, at udstillingerne i byen tiltrækker folk, der ellers ikke går på museum og at de kan give stof til nogle gode samtaler, erindringer og eftertanke”, siger kulturformidler Anita Lillevang, der sammen med afdelingsleder, ph.d. Nils Valdersdorf Jensen fra Svendborg Museum, står bag projektet.

“Historie på stedet” har modtaget en halv million kroner i støtte fra både Augustinus Fonden og Louis-Hansen Fonden samt 150.000 kroner fra Halbergs Familiefond.