Vi glæder os til at byde jer velkommen på Fattiggården i sommerferien. Der er mange forskellige aktiviteter og udstillinger. Der er oplevelser, både for voksne og børn. Her på siden kan I se, hvad der sker og hvornår i perioden 25. juni-7. august 2022.
Børnehjemsudstillingen har gennem 20 år været en vigtig udstilling på Danmarks Forsorgsmuseum. Den har betydet rigtig meget for rigtig mange. Hvis du vil se eller gense udstillingen, skal du forbi Fattiggården inden 7. august. Det er sidste udstillingsdag.
Åbningstider og entré i sommerferien
I sommerferien den 25. juni - 7. august er Fattiggården åben mandag-søndag kl. 10-16. Billetbestilling er ikke mulig.
Alle aktiviteter - undtagen Stemmer fra skyggesiden - er gratis, når først entréen er betalt. Voksne: 75 kr. pr. person. Pensionister og studerende: 60 kr. pr. person. Børn og unge (0-17 år) har gratis adgang.
Klar på flere oplevelser i Svendborg?
Hvad enten du er lokal eller turist, så er der mange spændende oplevelser i Svendborg. Tag med på byvandring, hør om Svendborgsund og se udstillingen om Henry Rasmussen på Frederiksø. Bliv inspireret her.
Ret til ændringer forbeholdes.
Det sker alle dage 25. juni - 7. august
Fortællinger fra Fattiggården
På Fattiggården kan du se, hvor de indlagte sov, spiste, arbejdede, blev vasket og straffet. I sommerferien har vi hver dag en formidler, som fortæller om nogle af de mennesker, der i tidens løb har boet på Fattiggården f.eks. Fattiggårdens Skræk.
Det er hver dag i sommerferien kl. 10-14.
Opgave til børnene
Hvor sov, spiste og arbejdede de mænd og kvinder, som boede på Fattiggården? I billetsalget kan I få udleveret opgaven "Livet på Fattiggården". Den er tiltænkt børn i alderen 6-12 år og deres familie. I kan løse opgaven, mens I går rundt på Fattiggården.
Det er hver dag i sommerferien kl. 10-16.
For de voksne: Tip en 13'er
I billetsalget kan du få udleveret "Tip en 13'er". Den er tiltænkt museets voksne gæster. Med "Tip en 13'er" kan du lære om Fattiggården ved at finde svarene på din vej rundt i de autentiske rum.
Alle dage i sommerferien kl. 10-16.

Stemmer fra skyggesiden
I skal bruge kløgt, snilde og kreativitet for at finde nøglen til hemmeligheden i gammelt brev. På denne gådejagt får I en aktiverende indføring i Fattiggårdens barske historie. Gådejagten anbefales til børn fra 8 år og deres familier.
Gådejagten bookes på forhånd og skal gennemføres i museets åbningstid. Prisen er 199 kr. for familier/grupper op til fem personer. Dertil entré til museet. I skal afsætte 60-90 minutter til gådejagten.
Det sker på udvalgte dage
Mød Jens Vejmand
Knusning af skærver til sten var en vigtig arbejdsopgave på Fattiggården frem til 1942. I juli måned kan du møde Jens Vejmand, som i virkeligheden hedder Flemming og er museumsfrivillig. Han viser, hvordan man knuser skærver og kløver brænde. Det sker i mandsgården, nøjagtig som de indlagte gjorde det på Fattiggårdens tid. Måske du selv vil prøve det hårde arbejde på egen krop?
Det sker kl. 10-16 (bortset fra frokostpausen) på disse dage:
5. juli -9. juli
12.juli - 16. juli
19. juli – 23. juli
26. juli – 30. juli
Få en smagsprøve
På udvalgte dage står vores frivillige køkkendamer klar med smagsprøver på en Fattiggårds-inspireret ret. Enten med frugt eller grønt direkte fra Museumshaven.
En have, som Fattiggårdens indlagte i over 100 år passede og plejede. Fattiggården har altid været selvforsynende med grøntsager, og det er den stadig. Hvert år knokler Fattiggårdens flittige - frivillige - havefolk med at lægge kartofler, beskære frugtbuske og meget mere.
Der er smagsprøver på følgende dage:
Onsdag 29. juni kl. 11-14
Søndag 3. juli kl. 11-14
Tirsdag 5. juli kl. 11-14
Onsdag 6. juli kl. 11-14
Tirsdag 12. juli kl. 11-14
Onsdag 20. juli kl. 11-14
Onsdag 27. juli kl. 11-14
Oplev måtteværkstedet i aktion
Tusindvis af måtter er blevet vævet på Fattiggården. De blev solgt videre og medvirkede til, at driften af Fattiggården blev billigere. På udvalgte dage er der gang i værkstedet i Arbejdsafdelingen. Her kan du se, når vores frivillige væver måtter. I Museumsbutikken kan du købe en måtte med hjem, så længe lager haves. Prisen er 175 kr.
Der er gang i måtteværkstedet på følgende dage:
Søndag 3. juli kl. 11-14
Mandag 11. juli kl. 11-14
Tirsdag 12. juli kl. 11-14
Mandag 18. juli kl. 11-14
Torsdag 21. juli kl. 11-14
Mandag 25. juli kl. 11-14
Torsdag 28. juli kl. 11-14
Besøg Museumshaven
I tilknytning til Fattiggården ligger Museumshaven. Det er både en nyttehave men også en prydhave, anlagt af Kaptajn Hallas. Han blev i 1869 ansat som fattiginspektør i Svendborg. Derudover var han botanisk interesseret, og det var på hans foranledning, at Inspektørens prydhave blev anlagt, og som enestående nok stadig er bevaret. Du er altid velkommen til at besøge den smukke have, når du besøger museet.
Der er frivillige i Museumshaven på følgende dage:
Tirsdag den 28. juni kl. 11-14
Søndag den 3. juli kl. 11-14
Tirsdag den 5. juli kl. 11-14
Tirsdag den 12. juli kl. 11-14
Tirsdag den 19. juli kl. 11-14
Tirsdag den 26. juli kl. 11-14
Tirsdag den 2. august kl. 11-14
Søndag den 7. august kl. 11-14
Særudstillinger
På Danmarks Forsorgsmuseum viser vi forskellige særudstillinger, som aktualiserer, konkretiserer og individualiserer forsorgens historie. I sommerferien er der to helt nye, mindre udstillinger: "Jubilæumsudstillingen" og udstillingen om "Pigerne fra Vejstruplund". Kig også op på det gamle Fnatloft og se Syv fattige børn eller besøg Børnehjemsudstillingen med Godhavnsdrengene. Den har sidste dag 7. august.
Jubilæumsudstilling
I år er det 150 år siden, at fattiginspektør Frederik Hallas kunne slå dørene op til ”Svendborg Kjøbstads Fattig- og Arbeidsanstalt”. Se den lille jubilæumsudstilling om Svendborgs nye fattiggård, om indvielsen i 1872 og de første indlagte.
Pigerne fra Vejstrup
Vejstrup Pigehjem blev bygget i 1908 og fungerede frem til 1961 som opdragelsesanstalt for unge kvinder ”af særlig vanskelig karakter”. Udstillingen fortæller om stedet, opdragelsesformen og udvalgte pigeskæbner.
Farvel til Børnehjemsudstillingen
Børnehjemsudstillingen har gennem 20 år været en vigtig udstilling på Danmarks Forsorgsmuseum. Den har betydet rigtig meget for rigtig mange. Hvis du vil se eller gense udstillingen, skal du forbi Fattiggården inden 7. august. Det er sidste udstillingsdag for både Børnehjemsudstillingen og Efter børnehjemmet