Hvert efterår bliver der afholdt "Minikulturel Rygsæk" i Svendborg.

I år har museet haft den store glæde at kunne invitere de to dygtige filmfolk Abbi Mayoh Moreno og Jesper Quistgaard til Danmarks Forsorgsmuseum, hvor de har undervist 55 11-12-årige skoleelever fra Ollerup Friskole og Ørkildskolen i at producere deres egne kortfilm.

Jeppe fra museet brugte en time på at fylde elevernes hoveder med historier om Fattiggården og fattige børn og voksnes vilkår i 1800-tallet, hvorefter Abbi og Jesper indviede dem i filmproduktion. Eleverne gik til opgaven med krum hals, og i løbet af fem timer blev der udarbejdet 12 fine kortfilm.
Filmen her giver en lille smagsprøve på elevernes kortfilm. Kortfilmene kan ses i fuld længde på museets Youtube-kanal: https://www.youtube.com/user/Forsorgmuseet

"Minikulturel Rygsæk" ejes og arrangeres af "Børne- og Ungekulturelt Netværk Svendborg Kommune" også kaldet BUK-netværket.