Cecilie Jensen fra 9. på Vestermarkskolen, har i den forløbne uge været i praktik som historiker og formidler hos Sarah på museet. Cecilie fordybede sig i bl.a. Rasmine Sofie Skovs historie, som siden hun var 14 år gentagende gange var indlagt på Fattiggården. 

Cecilie har formidlet Rasmines historie både for andre elever og for socialrådgivere, og hun har endda også skriftligt formidlet historien målrettet jævnaldrende unge. Her skriver Cecilie bl.a.: "Dét, at lytte til og læse Rasmines historie, vil give dem (de unge) et indblik i, at de ikke er alene. Hendes historie åbner op for og viser, at der er mange, som rent faktisk har haft det på samme måde - både unge i dag men også unge fra historien. Det er en rigtig vigtig pointe, som jeg er sikker på, ville hjælpe mange unge."

Vi synes, at Cecilie er topsej og er meget imponeret over hendes iver og indsigt, og så glæder vi os til snart at se hende på museet igen. 

Her er, hvad Cecilie har skrevet: 

Rasmine Sophie Skov var en pige der var indlagt på Fattiggården 5 gange, i perioden 1900-1904. Hun blev født i 1886 i Bregninge på Tåsinge. 
Hendes mor nægtede at tage sig af hende, og Rasmine kom derfor på børnehjem. Hun boede f.eks. også på Magdalenehjemmet for “unge vildfarne piger”.

Første gang hun blev indlagt på Fattiggården, var hun kun 14 år. Hvilket ville sige, hun stadig var et barn i vores øjne i dag, men dengang anså man altså hende på 14 år som voksen.. 
Hun blev indlagt, fordi hun var blevet dømt for at smitte andre med kønssygdommen syfilis, men også på grund af prostitution. 

Hun har ikke kun været indlagt på Fattiggården, men hun også været i fængsel. Den sidste gang, hvor Rasmine var i fængsel, blev hun overført til hospitalet i en kort periode. Man fandt ud af, hun var gravid med tvillinger. Rasmine vidste ikke hvem faren var. 

På Svendborg sygehus fødte hun en sund og rask dreng, mens det andet barn var dødfødt. Den sunde raske dreng kom til at hedde Einar Skov. Rasmine blev efter fødslen indlagt for behandling af kønssygdommen syfilis.Men noget tid inde i den her behandling, flygter hun med sit barn. Hun bliver efter nogle timer fundet igen og anholdt af politiet. 

Rasmine får taget barnet fra sig, og han bliver sendt i pleje eller på børnehjem. 

I 1915 flyttede Rasmine til København, hvor hun bliver gift 2 gange. Første gang var med Hans Mikkel Hansen, som var tømrersvend. Nogle få år efter de blev gift, dør Hans Mikkel Hansen af gasforgiftning. Meget kort tid efter gifter, Rasmine sig igen. Denne her gang var det med Johan Adam Jensen. Johan var malermester. Sidst man høre fra parret var i 1930’erne, hvorefter de forsvinder. 

Rasmines historie i dag
Jeg tror, at Rasmine var en pige, der havde brug for kærlighed og brug for en mor. Hun blev jo fravalgt af sin mor, hvilket gør ondt at læse. Hun har jo skulle leve med et sår af svigt fra sin mor for altid. 
Rasmine kom på børnehjem. Hvor jeg tænker, at hun aldrig nogensinde har følt sig helt velkommen, fordi det er svært, som barn at lade andre holde af en, når man er blevet svigtet af én, som man bare havde brug for. Hvilket jeg personligt tænker, må have gjort det svært for hende at føle sig tryg og elsket. Men det har måske også gjort, at hun har truffet de lette valg - i stedet for og gå den svære vej. Det lette valg dengang var jo f.eks og være en prostitueret. 

Da hun bliver gravid, stikker hun af med barnet. Jeg tror, at hun stikker af for at give barnet en mulighed for at vokse med en mor, som Rasmine jo ikke gjorde. 

Hvorfor er den her historie aktuel selv i dag?
Den her historie om den her uforglemmelige pige er mega meget aktuel i dag. Det er den fordi, der er mange unge, som jo stadig bor på en institution eller i en plejefamilie. Som også har følt det her svigt, som jeg er sikker på, Rasmine også har følt. Hvilket vil sige, at der er rigtig mange unge, der kan spejle sig i hendes fortælling. Jeg kan f.eks selv spejle mig rigtig meget i hendes historie. 

Den her historie, som Rasmine historie viser, har ikke kun hun følt; det har rigtig mange andre mennesker også. Ikke kun i den tid hvor Rasmine levede, men også her i nutiden. Derfor synes jeg, at Rasmines historie skal mere ud til unge. Det skal den, fordi der er så mange unge, som tror de er de eneste, der har deres problemer.

Dét, at lytte til og læse Rasmines historie, vil give dem et indblik i, at de ikke er alene. Hendes historie åbner sig op for og viser, at der er mange som rent faktisk har haft det på samme måde - både unge i dag men også unge fra historien. Det er en rigtig vigtig pointe, som jeg er sikker på, ville hjælpe mange unge. 

Vi kan bruge historien til mere, end vi lige går og regner med, og det her er en af de gange. Personligt synes jeg selv, at vi nogen gange glemmer historien, og det er en skam. For Danmark har en fantastisk tankevækkende historie, som skal passes på, og som skal fortælles igen og igen. Rasmine’ historie kan hjælpe mange unge, og det vil der være mange andre historier der også kan.