Spidsgatteren PINGVINEN

Baseret på Stig Ekbloms artikel "Sejlglæde og træbådskærlighed" i Klassisk Bådnyt nr. 126 fra december 2015.

”Pingvinen” er en halvåben spidsgatter, bygget i 1949 hos bådebygger John Madsen i Strandhuse ved Svendborg efter tegning af Georg Berg. Den var bestilt af skibsreder Knud Lauritzen.

Kirsten Lund og hendes mand købte båden i 1967. Hun har nu efter 48 oplevelsesrige år med ”Pingvinen” overdraget sin fine Berg-spidsgatter til Svendborg Museum. 

Pingvinens historie

Bådens første ejer, skibsreder Knud Lauritzen, sejlede båden i mange år. Både han og hans kone var tilhængere af det, vi vel i dag kalder ”simple living” – hun var datter af en af spejderbevægelsens ledende kræfter – så bådens åbenhed og primitive aptering var lige efter deres hoved. De var med Kirstens ord "antimaterielle – de ønskede spejderlivet til søs".

Korrespondancen mellem Knud Lauritzen og bådebyggeren, som Kirsten har fået fat i, viser, at der ikke skulle spares på noget. Båden skulle bare bygges i de bedste materialer – og kraftigt. Så klædningen er 5/4” lærk på askesvøb og egespant – og kølboltene er i rustfrit stål – en sjældenhed i de år. Prisen blev 12.000 kr – bestemt ikke billigt for den tid.

PINGVINEN fik bermudarig, og Bergs oprindelige konstruktion blev modificeret noget, idet der blev lagt 20 cm dødtræ mellem køltræet og kølen, så båden i stedet for en dybgang på 110 cm kom op på 130.

Familien Lauritzen sejlede gennem mange år lange sommer- og weekendture med deres fem børn (!) og klarede sig fint med det der var.

Kirsten Lund har i sin tid som ejer haft den indstilling, at alt på båden skulle være perfekt og så oprindeligt som muligt. Et eksempel er bådens gamle redningskrans, der var blevet noget miserabel. Kirsten sendte til den til Ebbes Værft i Marstal, hvor den blev ombetrukket med lærred – håndsyet – og fik nyt 3-slået tovværk om. ”Det kostede 2.500 kr – jeg kunne have købt 7 helt nye i Harald Nyborg for den pris”, siger Kirsten.

De seneste 20 år efter sin mands død har Kirsten Lund passet båden selv: "Længe har jeg jo været den eneste kvinde på havnen med kedeldragt og sandpapir i lomme. Hvert år har vi smurt båden indvendigt med en blanding af lampeolie og fransk terpentin, og det har jeg fortsat med. Men for nogle år siden trængte båden til kalfatring, og det fik værftet lov til at udføre." 

På KAS

På KAS’s bådplads i foråret 1968 – Kirsten i kedeldragt – en påklædning hun har optrådt med på havnene utallige gange siden.

Bjergemærset – eller redningskransen – blev repareret for en formue hos Ebbes værft. Ovenover ligger rorpind og diverse grej til båden så fornemt lakeret som nogen professionel maler ville kunne…

Bjergemærset – eller redningskransen – blev repareret for en formue hos Ebbes værft. Ovenover ligger rorpind og diverse grej til båden så fornemt lakeret som nogen professionel maler ville kunne.

Pingvinen 1992

”Pingvinen” skinnende og smuk – og klar til at komme i vandet – Bergs linier fornægter sig ikke – maj 1992.

Pingvinen 1995

Pingvinen med de flotte røde dacronsejl poserer i 1995 for Bådnyts fotograf Henrik Hansen.

Fakta

28 m2 spidsgatter, bygget 1949
Konstruktør: Georg Berg
Værft: John Madsen, Strandhuse ved Svendborg
Længde: 7,50 m.
Bredde: 2,75 m.
Dybgang: 1,30 m.
Vægt: 3000 kg
Blykøl: 800 kg
Materialer: Lærk på ask og eg
Motor: Encylindret Yanmar Diesel
Køjepladser: 2 i cockpit og en snæver under fordækket. Man kan dog hænge dørken op på lister på køjesiderne i cockpittet og lægge en madras på – så er der 3 gode køjepladser udover den under fordækket.
Udstyr: Oprindelige petroleumslanterner i kobber, storsejl i bomuld, tilsynsbog fra 1949 og signalflag fra 1940’erne.
I modsætning til Bergs typiske spidse stævne har ”Pingvinen” en mere buttet og bærende stævn op mod dækket, men skarpere i vandlinien.
Mere typisk for Berg er den enkle rig: Ingen strut eller salingshorn – kun forstag og vanter – og ingen agterstag.

Pingvinens bådelaug

Er du interesseret i at være med i bådelauget?

Kontakt venligst museumschef Esben Hedegaard, , tlf.: 62 21 02 61.

Status på restaureringen af PINGVINEN

Den 16. juni blev sidste nyerhvervelse til Svendborg Museums flåde, spidsgatteren PINGVINEN, søsat fra Nordre Kaj.

Forud havde fartøjets 6 mand store bådelaug lagt et stort arbejde i at få den klargjort.

Kontakt Esben Hedegaard på  , hvis du er interesseret i at være med i bådelauget.