Byens stolte søn Se fuld størrelse

Byens stolte søn

- En storkøbmands storhed og fald af Martin Friis Hansen.

I marts 1872 blev der gjort et makabert fund i Ladegårdsåen i København: Et spædbarn, kvalt og viklet ind i et stykke lærred sammen med en mursten, som skulle tynge bylten ned.

Flere detaljer

150,00 kr

Den efterfølgende politiundersøgelse og retssag inddrog en af tidens mest succesfulde erhvervsmænd, grosserer og vicekonsul Hans Jørgen Rasmussen fra Svendborg. Rasmussen var få måneder forinden flyttet til København for at udvide sine forretninger. Inden afrejsen havde alle Svendborgs spidser fejret denne byens stolte søn ved en fest, der ikke stod meget tilbage for den æresbevisning, odenseanerne havde budt H. C. Andersen 4 år tidligere.

Som kriminalsagen skred frem, åbnede der sig en sand Pandoras æske af uhyrligheder, der afslørede en hidtil ukendt side af den driftige konsul Rasmussen og af den hyggelige fynske søfartsby. Men sagens detaljer havde en sådan karakter, at de ikke egnede sig til at komme på tryk, så selv om Svendborg havde tre aviser, blev der ikke skrevet offentligt om sagen, og alle de spidsborgere, der nyligt havde udråbt ”Konsul Rasmussen” et leve i rådhussalen, syntes ikke længere at vide, hvem han var. Byens stolte søn, reder og storkøbmand, byggematador og primus motor bag byens nye vandværk, telegraf, dampfærgeforbindelse osv. gik i glemmebogen i stedet for i historiebogen. For hvordan skulle man kunne beskrive et menneske, der på samme tid havde gjort så meget godt og så meget ondt?

På Svendborg Museum stødte vi på Hans Jørgen Rasmussens navn, da vi i 2016 var i færd med at skrive en bog om bygningerne på Svendborgs havnefront. Vi studsede over, at en for os ukendt grosserer Rasmussen havde bygget tre af de største og smukkeste bygninger på havnen, og at han havde ejet flere af de andre. Hvorfor havde vi egentlig aldrig hørt om denne mand? Vi satte vores bedste researcher, historiker Martin Friis Hansen, på sagen, og bogen her er, hvad han fandt. Hans Jørgen Rasmussens historie, hans glorværdige karriere, hans betydning for Svendborg og hans mørke sider kommer nu frem i lyset. Vi har ment, det var på tide.

Bogen udleveres i år til medlemmer af museumsforeningen.

96 sider

400 gr.