Søndag d. 3. december 2017 døde Ellinor efter knap 1½ års sygdom og omtrent to måneder før, hun havde planlagt at gå på pension til sin 65 års fødselsdag.

Ellinor var i 13 år ansat i sekretariatet på Svendborg Museum. Det kan lyde som et stort sted; det er det ikke. I lange perioder bestod sekretariatet kun af Ellinor, men hvilken Ellinor. Hun var både museets venlige stemme udadtil og den kærlige kollega indadtil, der fik enhver ny medarbejder til straks at føle sig hjemme og aldrig sagde Nej til at hjælpe. Og hun kunne næsten altid hjælpe.

Ellinor var både fysisk og organisatorisk min nærmeste kollega. I mange år frustrerede hun mig med sin altomfattende hjælpsomhed. Jeg var trods alt museumschefen og burde vel have førsteret til hjælp. Men Ellinor skelede ikke til titel eller rang, og når man først ser, hvad der sker i en organisation, når alle føler sig omtrent lige værdige og vigtige, ja så kan jeg sagtens vente. Så er ledelse langt hen ad vejen overflødig. Svendborg Museum har udviklet sig enormt i de år, Ellinor har været hos os, og det har hun en væsentlig andel i.

Ellinor, der var uddannet sygehjælper og merkonom, kom til Svendborg Museum fra en stilling som gruppeleder i hjemmeplejen i Ringe. Hun måtte skifte spor pga. en alvorlig nethindeløsning. ”Ærgerligt”, fortalte en tidligere kollega til hende mig: ”Vi havde i de år en masse problemer, og Ellinors gruppe var faktisk den eneste, der fungerede”. Det tror jeg på.

Hos os startede Ellinor i et praktikforløb, men hun havde ikke været i huset ret længe, før jeg var klar over, at hende skulle vi bare holde fast i. Hun var hurtig i hovedet, hurtig på nettet, hurtig i replikken. Hun vidste alt, hvad der rørte sig, både i museets og i menneskenes kroge. Hun havde den største ansvarlighed for museet og nægtede længe at lade sygdommen sætte begrænsninger for sig.

Ellinor gav meget, men hun fik heldigvis også en del igen. Vi glædede os over hendes dejlige familie. Tænk at blive passet lige til det sidste, hjemme, og af sine nærmeste. På museet fik Ellinor en stor fan-skare blandt alle, der havde berøring med museet. Hun var vores alle sammens museumsmutter, og jeg tror faktisk, vi et langt stykke af vejen fik udtrykt, hvor meget vi holdt af hende.

”De døde rider hurtigt” siger et gammelt ord. Det gælder sikkert for arbejdskolleger i almindelighed, at de hurtigt glemmes. Men Ellinor var langt fra nogen almindelig kollega!

Esben Hedegaard