I dag blev sidste nyerhvervelse til Svendborg Museums flåde, spidsgatteren PINGVINEN, søsat fra Nordre Kaj. Forud havde fartøjets 6 mand store bådelaug lagt et stort arbejde i at få den klargjort.

PINGVINEN blev bygget i 1949 på John Madsens værft i Strandhuset; det er de røde træbygninger, som stadigvæk ligger ned til sundet vest for Skt. Jørgens kirke. Båden var bestilt af skibsreder Knud Lauritzen, der i 1940'erne havde startet søfartsskole i Kogtved og nu gerne ville sejle i det sydfynske øhav med familien.

I 1967 blev PINGVINEN købt af Kirsten og Poul Lund. Poul døde i 1990'erne, men Kirsten nåede at sejle med PINGVINEN i næsten 50 år, indtil hun i efteråret 2015 valgte at forære det velbevarede lystfartøj til Svendborg Museum. Med sine røde sejl og højblå skrog med den lyse maghonistribe øverst bliver PINGVINEN fremover et af de allersmukkeste skibe på sundet og et bevis på det sydfynske bådbyggerhåndværks høje niveau.