Arkivets tre flittige damer – Nordeapigerne – er efter ca. et års ihærdigt arbejde ved at lægge sidste hånd på arkivets materiale fra mere end 100 års Rottefælderevyer. De har gjort et kæmpe researcharbejde for at navngive alle optrædende og Rottefældens øvrige personale.

Hvis I er nysgerrige efter at se, hvad arkivet indeholder, kan I på arkiv.dk søge på Rottefælderevyen. Resultatet er i hundredvis af fotos, og man vil også kunne se, hvad arkivet har af sanghæfter, programmer m.m. fra de enkelte år.

Postbåden HJORTØ har sejlet 51 ture i 2017 og haft 207 besøgende med ombord. 51!! 

Det er godt gået af de frivillige i bådelauget, der passer og plejer øhavsfærgen fra 1954. Bådelauget har de sidste 10 år sejlet 40-80 årlige ture, og de mange ture gør postbåden til en uundværlig del af havnemiljøet, særligt når glødehovedmotoren er i sving.

Postbåden har været en del af Svendborg Museums flåde siden 2004.

Læs mere
Søndag d. 3. december 2017 døde Ellinor efter knap 1½ års sygdom og omtrent to måneder før, hun havde planlagt at gå på pension til sin 65 års fødselsdag.

Ellinor var i 13 år ansat i sekretariatet på Svendborg Museum. Det kan lyde som et stort sted; det er det ikke. I lange perioder bestod sekretariatet kun af Ellinor, men hvilken Ellinor. Hun var både museets venlige stemme udadtil og den kærlige kollega indadtil, der fik enhver ny medarbejder til straks at føle sig hjemme og aldrig sagde Nej til at hjælpe. Og hun kunne næsten altid hjælpe.

Ellinor var både fysisk og organisatorisk min nærmeste kollega. I mange år frustrerede hun mig med sin altomfattende hjælpsomhed. Jeg var trods alt museumschefen og burde vel have førsteret til hjælp. Men Ellinor skelede ikke til titel eller rang, og når man først ser, hvad der sker i en organisation, når alle føler sig omtrent lige værdige og vigtige, ja så kan jeg sagtens vente. Så er ledelse langt hen ad vejen overflødig. Svendborg Museum har udviklet sig enormt i de år, Ellinor har været hos os, og det har hun en væsentlig andel i.

Ellinor, der var uddannet sygehjælper og merkonom, kom til Svendborg Museum fra en stilling som gruppeleder i hjemmeplejen i Ringe. Hun måtte skifte spor pga. en alvorlig nethindeløsning. ”Ærgerligt”, fortalte en tidligere kollega til hende mig: ”Vi havde i de år en masse problemer, og Ellinors gruppe var faktisk den eneste, der fungerede”. Det tror jeg på.

Hos os startede Ellinor i et praktikforløb, men hun havde ikke været i huset ret længe, før jeg var klar over, at hende skulle vi bare holde fast i. Hun var hurtig i hovedet, hurtig på nettet, hurtig i replikken. Hun vidste alt, hvad der rørte sig, både i museets og i menneskenes kroge. Hun havde den største ansvarlighed for museet og nægtede længe at lade sygdommen sætte begrænsninger for sig.

Ellinor gav meget, men hun fik heldigvis også en del igen. Vi glædede os over hendes dejlige familie. Tænk at blive passet lige til det sidste, hjemme, og af sine nærmeste. På museet fik Ellinor en stor fan-skare blandt alle, der havde berøring med museet. Hun var vores alle sammens museumsmutter, og jeg tror faktisk, vi et langt stykke af vejen fik udtrykt, hvor meget vi holdt af hende.

”De døde rider hurtigt” siger et gammelt ord. Det gælder sikkert for arbejdskolleger i almindelighed, at de hurtigt glemmes. Men Ellinor var langt fra nogen almindelig kollega!

Esben Hedegaard
Har du en Robinson Crusoe i familien? Det er de færreste, der kan svare ja til det spørgsmål. Men det kan kunstneren Lise Kjær, der har henvendt sig til Svendborg Museum for at høre mere om sin oldefar Jørgen Chr. Jørgensen, født 1857 i Bregninge og senere kaptajn og bosat i Svendborg. Hun ville gerne bruge billederne til en udstilling i Warszawa.

Jorgensen xJørgen Chr. sejlede som styrmand og kaptajn på en snes danske og udenlandske skibe. Bl.a. oplevede han et meget dramatisk forlis med skibet G. Koch af Odense i 1913, hvor han med nød og næppe overlevede - se billedet fra forliset ved Aberdeen. Da han gik i land, slog han sig ned i Svendborg. Datteren Charlotte boede på Ny Klingstrup.Det viste sig desuden, at Jørgens bror Jens Adolph var Tåsinges Robinson Crusoe, der i strandede på Midway atollen i Stillehavet i 1886 og måske/måske ikke slog resten af besætningsmedlemmerne ihjel. Jørgens lillebror Vilhelm var snedker og overtog barndomshjemmet i Stjoul, hvorfra Jørgens far også havde drevet virksomhed - og bl.a. bygget en masse tøsingske gårde.Vilhelms ene datter emigrerede senere til USA, men familien i staterne glemte aldrig Tåsinge og donerede senere en stor sum penge til Tåsinge Museum.Det er altså aldrig til at vide, hvad ens familiehistorie gemmer!Tåsinge Lokalhistoriske arkiv har fundet en masse fede billeder frem af familien, der kan ses på arkiv.dk.

Læs mere om familien her:
- Lone Fallentin: "Robinson Crusoe fra Tåsinge" i Tåsinge Museums årbog fra 2016.
- Søren Lolk: "En Taasinge Bygmester" i Tåsinge Museums årbog 2001.
- Keld Thrane: "Arven fra Amerika" i Tåsinge Museums Årbog 2010.
Historieundervisningen får tilført en helt særlig nærhed, når man tager udgangspunkt i lokale fortællinger og steder.

Et hold dygtige lærerstuderende fra Den frie lærerskole i Ollerup er med den tanke i baghovedet ved at planlægge undervisning i søfartshistorie for deres kommende elever.

Nils viste rundt på Ring-Andersens Skibsværft og Frederiksø til en spændende snak om, hvordan lærere kan bruge museer, lokalhistorier og arkiver i undervisningen.