Søndag d. 3. december 2017 døde Ellinor efter knap 1½ års sygdom og omtrent to måneder før, hun havde planlagt at gå på pension til sin 65 års fødselsdag.

Ellinor var i 13 år ansat i sekretariatet på Svendborg Museum. Det kan lyde som et stort sted; det er det ikke. I lange perioder bestod sekretariatet kun af Ellinor, men hvilken Ellinor. Hun var både museets venlige stemme udadtil og den kærlige kollega indadtil, der fik enhver ny medarbejder til straks at føle sig hjemme og aldrig sagde Nej til at hjælpe. Og hun kunne næsten altid hjælpe.

Ellinor var både fysisk og organisatorisk min nærmeste kollega. I mange år frustrerede hun mig med sin altomfattende hjælpsomhed. Jeg var trods alt museumschefen og burde vel have førsteret til hjælp. Men Ellinor skelede ikke til titel eller rang, og når man først ser, hvad der sker i en organisation, når alle føler sig omtrent lige værdige og vigtige, ja så kan jeg sagtens vente. Så er ledelse langt hen ad vejen overflødig. Svendborg Museum har udviklet sig enormt i de år, Ellinor har været hos os, og det har hun en væsentlig andel i.

Ellinor, der var uddannet sygehjælper og merkonom, kom til Svendborg Museum fra en stilling som gruppeleder i hjemmeplejen i Ringe. Hun måtte skifte spor pga. en alvorlig nethindeløsning. ”Ærgerligt”, fortalte en tidligere kollega til hende mig: ”Vi havde i de år en masse problemer, og Ellinors gruppe var faktisk den eneste, der fungerede”. Det tror jeg på.

Hos os startede Ellinor i et praktikforløb, men hun havde ikke været i huset ret længe, før jeg var klar over, at hende skulle vi bare holde fast i. Hun var hurtig i hovedet, hurtig på nettet, hurtig i replikken. Hun vidste alt, hvad der rørte sig, både i museets og i menneskenes kroge. Hun havde den største ansvarlighed for museet og nægtede længe at lade sygdommen sætte begrænsninger for sig.

Ellinor gav meget, men hun fik heldigvis også en del igen. Vi glædede os over hendes dejlige familie. Tænk at blive passet lige til det sidste, hjemme, og af sine nærmeste. På museet fik Ellinor en stor fan-skare blandt alle, der havde berøring med museet. Hun var vores alle sammens museumsmutter, og jeg tror faktisk, vi et langt stykke af vejen fik udtrykt, hvor meget vi holdt af hende.

”De døde rider hurtigt” siger et gammelt ord. Det gælder sikkert for arbejdskolleger i almindelighed, at de hurtigt glemmes. Men Ellinor var langt fra nogen almindelig kollega!

Esben Hedegaard
Historieundervisningen får tilført en helt særlig nærhed, når man tager udgangspunkt i lokale fortællinger og steder.

Et hold dygtige lærerstuderende fra Den frie lærerskole i Ollerup er med den tanke i baghovedet ved at planlægge undervisning i søfartshistorie for deres kommende elever.

Nils viste rundt på Ring-Andersens Skibsværft og Frederiksø til en spændende snak om, hvordan lærere kan bruge museer, lokalhistorier og arkiver i undervisningen.
Postbåden Hjortø har en meget karakteristisk tøf-tøf-lyd, når den sejler. Sådan skal det fortsat være, også når den nuværende Hundestedmotor på et tidspunkt ikke kan mere. 

Du kan læse Søren Stidsholt Nielsens artikel om bådelaugets rettidige motoromhu her. 


Valdemar Vaaben i teatret
Mandag aften kom Svendborg Byhistoriske Arkivs lille udstilling om Valdemar Vaaben op i Svendborg Teaters foyer.

Udstillingen kan ses i forbindelse med Svendborg Fritidsteaters forestilling: "Svendborg - Nissernes By" fra den 5. til 10. dec.

Læs mere om Valdemar Vaaben.

Illustrationerne nedenfor:

Den første udgave af Nisserejsen. Formentlig fra 1901.

Nisserejsen. Denne udgave er fra 1923.

En nissetegning, som Valdemar Vaaben tegnede som trøst til en vens datter, der havde mæslinger.

 Nisserejsen denfoerste x600 Nisserejsen x600 Nissen x600
Smugleri JP 600xSlots- og Kulturstyrelsen støtter forskning på Svendborg Museum! Projektet "De største Toldfraudulenter – Sydfynsk smugleri, moral og stat 1750-2000" har netop modtaget 102.000 kr til at opkvalificere forskningen på Svendborg Museum.

Smugleriet har været et væsentligt erhverv og bierhverv i Danmark siden middelalderen. Selvom smugleriet har udviklet sig fra 1700-tallets sejljoller fyldt med salt til de folkekære spritruter mellem Tyskland og Danmark i 1960’erne, så har smugleri vedvarende været en udfordring for det danske toldvæsen. I dansk historievidenskab er den omfangsrige ulovlige handel blevet betragtet som en kuriøs historie uden blik for, at smugleri kan tjene som prisme til fortidens mennesker og deres forhold til staten.

Du finder kronikken her 

Der er betydelige aktuelle samfundsmæssige perspektiver i smugleriet, som kalder på yderligere forskning særligt i en tid, hvor diskussionen om SKAT, sort arbejde og danskernes forhold til staten er højaktuel. Projektet indebærer bl.a. udarbejdelsen af en fagfællebedømt artikel.

Forskningsprojektet er vokset frem af arbejdet med smugleriets historie i forbindelse med sommerens udstilling om smugleriet. De indledende tanker om smugleriet er formuleret i nedenstående kronik - men vi håber på at blive meget klogere på fænomenet i løbet af foråret takket være Slot- og Kulturstyrelsens støtte.