Hvem troede de egentlig jeg var?

Jacob Knage Rasmussen
Send mail
62 17 68 24

Titel: Ph.d. studerende og historiker.

Projekt: ”Hvem troede de egentlig jeg var?” tager empirisk afsæt i børnehjemsjournaler og interviews med tidligere børnehjemsbørn, der har været anbragt på børnehjem i perioden 1945-1980. Det drejer sig om to meget forskelligartede kilder med forskellige perspektiver og ofte modstridende fortællinger om den samme anbringelse.

Jacob fortæller: "I min analyse af børnehjemsjournaler er jeg kommet til Statsungdomshjemmet Bråskovgård i 1953, der på dette tidspunkt fungerede som et ungdomshjem for drenge. Det var normeret til 76 drenge i aldersgruppen 16-21 år og var beregnet til særligt vanskelige elever. I tre udvalgte journaler kan vi få et indblik i institutionens syn på drengene og nærlæse de ansattes beskrivelser af dem, som den kommer til udtryk i de bevarede elevjournaler.

Episoderne, der bliver beskrevet, er mest knyttet til regelbrud og handler kun meget sjældent om hverdagen på institutionen. Et par eksempler kunne lyde: ”Pantsat en frakke tilhørende en anden elev på ungdomshjemmet.” ”Skulle være vendt tilbage efter juleferien, er udeblevet.” ”Gentagne gange begået tyveri, senest et cykeltyveri.”

Drengene bliver beskrevet med en lang række negativt ladede ord. Et lille uddrag: ”Næsvis, sinke, urolig, tvær, doven, sløj, uefterrettelig, afrakket, slap, dyreplager”. Den eneste positive karakteristik af drengene, der er at finde i de tre journaler, er i et enkelt tilfælde, hvor der står: ”Normalt begavet"."

Jacobs projekt vækker ofte mange tanker, refleksioner og minder for bl.a. tidligere anbragte. En proces som hele forskningsprojektet er meget optaget af.

Litterære stemmer på fattiggården

Susanne Kemp er i øjeblikket på barsel
Send mail
62 17 68 33

Titel: Postdoc og litterat.

Projekt: "Litterære stemmer på fattiggården" handler om litteratur om socialt udsatte - litteratur, som kan hjælpe os med at fortælle historien fra et individperspektiv.

Litteraturen står ikke til ansvar for virkeligheden, for den skal ikke nødvendigvis gengive tingene, som de faktisk er sket. Den kan derimod give os oplevelser og indsigter, som vækker genkendelse i os som læsere. Litteraturen har rum og plads til at gå ind i de aspekter af det menneskelige liv, som vi normalt kun oplever helt privat og alene, men som alle mennesker har stiftet bekendtskab med. Det gælder fx erfaringer af ensomhed, skam og afmagt. Når vi læser om det fattige eller udsatte barn fra barnets synsvinkel, genkender vi dets følelsesmæssige erfaringer fra vores eget liv, og med vores indlevelse i det skildrede får vi større forståelse for vilkår for mennesker, som vi på forhånd ikke troede, vi kendte.

Eksempler på indsigt i det socialt dårligt stillede barns indre liv ses fx i disse tidsmæssigt spredte værker, der alle handler om en gennemgående erfaring, nemlig erfaringen af svigt og tillidsbrud: Det første eksempel er fra Pelle Erobereren, 1906, og gengiver en situation, hvor nogle karle på gården har narret Pelle for selv at få et godt grin: ”Drengen var ikke saa nem at trøste længer. Langt inde i ham sad det og gjorde ondt, fordi han havde handlet i saa god Tro; de havde ramt ham i hans aabne Tillid […] Denne Oplevelse brændte sig dybt ind i ham og fik stor Indflydelse paa hans videre Udvikling.”

Et andet eksempel er fra den mindre kendte børnehjemsroman af Knuth Becker, Verden Venter, 1934. Situationen er den, at drengen Kaj har forsøgt at stikke af fra hjemmet og nu skal have et drøjt lag tæsk af forstanderen. Inden tævene får Kaj at vide, at hans familie ikke vil have ham hjem: ”Kai [synes] hele Kontoret er en Karrusel, der kører med Faren, Moren og Bedstemoren udenom ham. De har læst brevet, hans Brev, hvor glad han var for dem, og saa har de bare sendt Brevet herover – de er ikke spor glade for ham – aldrig en af dem – de er saa ligeglade, om han skal ha’ mange Klø og blive ved og gaa her – og Gu’, som han har snakket saa meget med, han er osse saa ligeglad, saa ligeglad, men de andre de ber jo osse til ham hele Tiden – han holder bare med dem – men der er ingen, der holder med ham […]”

Et tredje eksempel er fra Martha Christensens roman Vær god mod Remond, 1962, om den udviklingshæmmede dreng Remond, som ligesom Kaj er stukket af fra sit børnehjem. Remond har intet sprog, men romanen gengiver fint følelsen af at være blevet forladt: ”[…] skærende skarpt, som politivognens projektører havde splintret mørket på landevejen, skar en ond, lysende erkendelse igennem de tågede forestillinger, der var hans bevidsthed og borede sig dybt ind i hans lille, mishandlede sjæl. De havde narret ham og ville altid gøre det. Han var alene og udenfor. Alene. Afmægtig. Skubbet til side og overladt til sig selv. Og han havde ikke engang ord til at sige dem det.”

Disse uddrag er taget ud af en større kontekst, men giver alle indikationer om essensen af det at være et fattigt eller anbragt barn, nemlig følelsen af at være alene og at være ligegyldig. Dette er én af grundene til, at projektet Velfærdshistorier fra Kanten også beskæftiger sig med litterære tekster.

Ubekvemme minder

Stine Grønbæk Jensen
Send mail
62 17 68 33/ 30 46 14 5

Titel: Ph.d. studerende og antropolog.

Projekt: ”Ubekvemme minder” handler om, hvordan tidligere anbragte lever med en fortid, som ofte er forbundet med smertelige erfaringer.

Stine fortæller: "Jeg undersøger, hvad tidligere anbragte helt konkret gør, når de beskæftiger sig med deres fortid, og hvordan de skaber mening med deres erindringer og forsøger at håndtere dem i forskellige sammenhænge.

F.eks. når de fortæller eller skriver deres livshistorie, når de ser på fotografier eller ting fra deres barndom, når de besøger barndommens steder, Forsorgsmuseet, eller når de kæmper for at få en officiel undskyldning fra staten.

Formidling på kanten

Sarah Smed
Send mail
62 17 68 26

Titel: Formidlingschef og historiker.

Projektet: Sarah Smed undersøger (med Maria B. Briese fra Fængselsmuseet), hvorledes museer kan formidle en mere balanceret, inkluderende og debatskabende formidling om og med socialt udsatte og / eller tidligere anbragte eller indsatte. Samt hvorledes forskningsprocesser- og resultater kan blive en iboende og nødvendig del af dynamisk og sam-skabende museumsformidling.

I nært samarbejde med forskere og tidligere anbragte og indsatte er målet at undersøge, hvorledes museer kan skabe social forandring og indsigt i kraft af sin formidling og forskning. Det er ambitionen at undersøge hvorledes Danmarks Forsorgsmuseum og Fængselsmuseet kan styrke deres refleksive praksis i spørgsmålet om, hvorledes de bedst muligt arbejder sammen øjenvidner fra både social og kriminalforsorgen og den bredere offentlighed.

I projektet skal holdninger, erfaringer og stemmer fra ellers ofte uhørte og socialt sårbare inkluderes i museernes formidling, og i et mix mellem workshops, events, analoge og digitale debatter og videndeling samt udstillinger skal det undersøges hvorledes der kan skabes mere socialt ansvarlige partnerskaber med socialt sårbare, formidlere og forskere.

Projektet understøttes af de to internationalt anerkendte museologer Dr. Bernadette Lynch (Storbritannien) og Dr. Adele Chynoweth (Australien), som deler deres erfaringer ift. at sam-skabe samtidsrelevant og debatskabende museumsformidling med relevante brugergrupper.

Samtidig nedsættes et erfaringspanel af tidligere anbragte, som skal medvirke til at nuancere og kvalificere museets forskning og formidling.